Nyhed

Megadeth-frontmand Dave Mustaine har kræft

GAFFA – alt om musik

"Det er klart noget, der skal respekteres og reageres direkte på"

Dave Mustaine, sanger, guitarist og primær sangskriver i det indflydelsesrige californiske thrash metal-band Megadeth, har kræft og er nu i behandling. Det fortæller han i et opslag på Facebook (se det nedenfor):

"Jeg er blevet diagnosticeret med halskræft. Det er klart noget, der skal respekteres og reageres direkte på – men jeg har mødt forhindringer før. Jeg arbejder tæt sammen med mine læger, og vi har fundet en behandling, som de mener har 90 procent succesrate. Behandlingen er allerede gået i gang," skriver 57-årige Mustaine og fortsætter:


"Uheldigvis kræver dette, at vi aflyser de fleste koncerter i år. Megacruise 2019 (hardrock-festival i oktober på et krydstogtskib fra Los Angeles til Ensenada i Mexico og retur, red.) vil finde sted, og bandet vil være en del af det i en eller anden form. (...) Megadeth vil være tilbage på landevejen snarest muligt," fortsætter Mustaine og slutter:

"I mellemtiden er Kiko, David, Dirk og jeg i studiet og arbejder på opfølgeren til Dystopia (Megadeths seneste album fra 2016, red.) – som jeg glæder mig til, at alle kommer til at høre. Jeg er så taknemmelig for hele mit team – familie, læger, bandmedlemmer, trænere med flere. Jeg holder jer alle opdateret. Vi ses snart, Dave Mustaine."

Dave Mustaine blev født i 1961 og var fra 1981-1983 leadguitarist i Metallica, men blev smidt ud af gruppen, lige inden de indspillede deres debutalbum Kill 'em All, grundet alkoholisme, stofmisbrug og aggressiv opførsel. Han dannede kort efter Megadeth, der albumdebuterede i 1985 og til dato har udgivet 15 album og er kendt som et af "de fire store", stilskabende bands inden for thrash metal – de tre andre er Metallica, Anthrax og Slayer, hvor sidstnævnte for tiden er på afskedsturné.


Megadeth spillede senest i Danmark i 2018, hvor de varmede op for Judas Priest i Royal Arena. Deres seneste danske koncert i eget navn var i Store Vega i 2017, hvor de ifølge GAFFAs anmelder gjorde det fremragende.

LÆS OGSÅ: Megadeth er langt, langt fra metaltræthed


ANNONCE