Nyhed

Bon Iver annoncerer nyt album – hør to nye sange

GAFFA – alt om musik

Udkommer ultimo august

Den 30. august udsender Bon Iver sit fjerde album i,i. Albummet fuldender ifølge indie-folk-elektronika-gruppens hjemmeside en cyklus: Hvor For Emma, Forever Ago fra 2007 illustrerede vinteren, Bon Iver, Bon Iver fra 2011 et spirende forår og 22, A Million fra 2016 den bagende sommer, kommer efteråret til at starte med i,i.
 
Allerede i juni kunne den første lyd fra i,i høres med sangene "Hey, Ma" og "U (Man Like)". Nu udsender Bon Iver yderligere to sange fra albummet. Hør "Jelmore" og "Faith".
 
Om albummet fortæller sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Justin Vernon:

"Det føles meget som den mest voksne plade, den mest komplette. Det føles, som når du kommer gennem hele livet, når solen begynder at gå ned, så er det, der sker, at du begynder at få perspektiv. Og så kan du bruge det perspektiv i et mere ærligt, generøst værk."


Justin Veron er dog selv kun 38 år, så han er forhåbentlig langtfra kommet gennem hele sit liv.

Bandet på albummet er Sean Carey, Andrew Fitzpatrick, Mike Lewis, Matt McCaughan, Rob Moose, Jenn Wasner og Justin Vernon. Derudover er der bidrag fra James Blake, Brad og Phil Cook (Megafaun), Aaron og Bryce Dessner (The National), Bruce Hornsby, Channy Leaneagh (Polica), Naeem, Velvet Negroni, Marta Salogni, Francis Starlite (Francis & The Lights), Moses Sumney, TU Dance og mange flere.

Albummet er optaget i Sonic Ranch-studiet i Texas og April Base-studiet i Wisconsin.


Alle Bon Ivers tre foregående plader har fået flotte anmeldelser, også i GAFFA, hvor de har modtaget henholdsvis fem, fire og fem stjerner. Det samme gælder gruppens koncerter, senest på dette års NorthSide, hvor det blev til hele seks stjerner.

LÆS OGSÅ: Paralyserende med hele hjertet
  
Tracklisten til i,i er som følger: 
Yi
iMi
We
Holyfields,
Hey, Ma
U (Man Like)
Naeem
Jelmore
Faith
Marion
Salem
Sh’Diah
RABi

 


ANNONCE