Nyhed

Metallica giver stort beløb til danske hjemløse unge

GAFFA – alt om musik

Donerer 300.000 til Potentialehotellet

I aftes spillede Metallica for mere end 40.000 personer i Parken, og med billetpriser på mellem 470 og 910 kroner giver det en omsætning på et tocifret millionbeløb – og givetvis også et solidt overskud.

Metallica har dog ikke tænkt sig at beholde alle pengene for sig selv, for traditionen tro udloddede de også en del af indtjeningen til velgørende formål gennem deres organisation All Within My Hands Foundation.


Denne gang går pengene til organisationen Potentialehotellet i den lille by Gjellerup ved Herning, som fik overrakt en check på 300.000 kroner kort før koncerten.

Potentialehotellet er et privat forsorgshjem for unge hjemløse, hvor de unge får optrænet nogle færdigheder samt sociale og praktiske kompetencer, så de kan klare sig selvstændigt i livet bagefter.

– Vi er helt oppe at ringe. Vi er så små, og så får Metallica øje på os, siger pædagog og værkstedsleder Jimmie Christensen fra Potentialehotellet til dr.dk


Han modtog checken sammen med forstander Sisse Fjord Nielsen, souschef Majbritt Rosenkvist og én af de unge borgere, 21-årige Mikkel Kvick.

Hvordan pengene skal bruges, bliver besluttet i samråd med beboerne på Potentialehotellet.

Læs mere om Potentialehotellet


LÆS OGSÅ: Metallica reddede sig ud fra ujævn start til publikumsekstase

Se et billede fra overrækkelsen:


 

 

ANNONCE