GAFFA – alt om musik
Lukas Graham er et af næste års hovednavne i Nibe og spiller også på Thy Rock
Et af Danmarks mest elskede og eftertragtede live-bands har netop annonceret, at de vender tilbage til Nibe Festival for fjerde gang og til Thy Rock i Thisted første gang.
Lukas Graham er en af nyere tids største danske kommercielle succeser, og af samme årsag er det lidt af et scoop, Nibe Festival og Thy Rock har begået. Fra tidligere singler som ”Ordinary Things” og ”Drunk In The Morning” til verdenshittet ”7 Years” er populariteten for den danske kvartet eksploderet.
Bandet har netop optrådt på Smukfest, hvor de (igen) stadfæstede deres position som et af Danmarks absolut største navne. Ikke alene kunne en tydeligt berørt Forchhammer gå fra Bøgescenerne med tårer i øjnene, men også med fem ud af seks stjerner fra vores anmelder i bagagen. Man kan håbe på noget af det samme, når Lukas Graham spiller i Nibe den 2. juli 2020 og på Thy Rock, der finder sted 26. og 27. juni.
LÆS OGSÅ: Rørende og rørt dansk hovednavn
”Det er en vild rejse, Lukas og bandet har været på. Jeg hørte dem i efteråret 2011 til en meget intim og varm koncert på det daværende Revolution i Maren Turis Gade i Aalborg. Jeg tror ikke, nogle af de vel godt 100 gæster, der var til stede den aften, var i tvivl om, at der var noget helt specielt under opsejling, uden dog at ane, hvor stort det her ville blive,” udtaler en tydeligt forventningsfuld festivalleder Peter Møller Madsen til udsigten om at få bandet forbi næste års Nibe Festival, som forløber fra den 1. juli-4. juli.
Annonceringen af Lukas Graham som et af hovednavnene på Nibe agerer samtidig startskuddet for billetsalget til festivalen. Abonnerer du på festivalens nyhedsbrev, kan du allerede nu købe dags- samt partoutbilletter og samtidig spare 200 kroner på sidstnævnte. Det ordinære billetsalg skydes i gang fra nu på onsdag den 14. august klokken 10.
Billetsalget til Thy Rock er allerede i gang, og her er der også early birdy-billetter med rabat.