GAFFA.dk – alt om musik
Godt nyt fra Robert Smith
Der er godt nyt til The Cure-fans, der har ventet indtil videre 11 år på et nyt album fra post-punk-veteranerne. Bandet arbejder nemlig på hele tre album, fortæller sanger Robert Smith i et nyt interview.
Det har længe været kendt, at The Cure har et nyt album på trapperne, men der er altså to udspil mere på vej ifølge Robert Smith.
"Faktisk har jeg forberedt tre album, hvor de to er mere avancerede. Det første vil blive det, der udkommer meget snart. Jeg tror, at den første single, eller hele albummet, udkommer denne jul, eller lidt før. Det har titlen Live from the Moon, men vil helt sikkert skifte titel," siger Smith til det mexicanske magasin Zócalo (fundet og oversat af NME) og fortsætter:
"Det andet album indeholder meget friere stykker og har en mere udtalt, stærkere lyd, og det skal indspilles live, med oplevelsen af at sammensætte et koncept baseret på fortolkningen af øjeblikket, siger Smith videre og afslutter:
"Den tredje, som er vild, er en støjplade, med forskellige aspekter og stemninger, alt sammen baseret på oplevelser på en scene eller på min vej, i situationer, hvor der er støj til stede, som vi er blevet så vænnet til, at vi ikke lægger mærke til det."
I august fortalte Robert Smith til Los Angeles Times, at teksterne på det nye album er præget af hans oplevelser med livets mørke sider.
LÆS OGSÅ: Robert Smith løfter sløret for tragisk inspiration til nyt The Cure-album
The Cure udgiver i øvrigt 18. oktober BluRay/dvd/cd-bokssættet CURÆTION-25: From There To Here | From Here To There med en optagelse fra gruppens koncert på Meltdown Festival i London i 2018 og en anden indspilning fra bandets 40 års jubilæumskoncert i Hyde Park samme år.
Bandets seneste album er 4:13 Dream fra 2008, et udspil, som GAFFAs anmelder var forholdsvis tilfreds med. Det snarligt kommende album bliver The Cures 14. studiealbum.
LÆS OGSÅ: Glædeligt genhør med goth-rockens fædre