Nyhed

Lady Gaga fjerner forbindelsen til R. Kelly

GAFFA.dk – alt om musik

Lady Gaga vil tilsyneladende genudgive Artpop i en version uden R. Kelly.

Da Lady Gaga tilbage i november 2013 udgav albummet Artpop, strejfede det sandsynligvis ikke popdronningen, at tracket "Do What U Want (With My Body)" skulle skabe så store bølgeskvulp, som tilfældet har været i 2019. Ifølge musikmediet NME har flere fans fundet pre-order-tracklister for Artpop, som efter planen udkommer på både vinyl og cd den 11. november i år. På tracklisterne til disse album er "Do What U Want (With My Body)" ikke at finde. Netop denne sang er featuring den fængslede R. Kelly. Tjek selv tracklisten ud lige her

LÆS OGSÅ: R. Kelly erklærer sig uskyldig - nægtet kaution


R. Kelly har været under massivt angreb, siden en række kvinder i januar stod frem i dokumentarserien Surviving R. Kelly på den amerikanske tv-kanal Lifetime og fortalte om at blive udsat for seksuelle overgreb af stjernen, i flere tilfælde da de var mindreårige. R. Kelly har afvist alle anklager, blandt andet i et følelsesladet interview på tv-kanalen CBS. 

Sangen er allerede slettet fra Lady Gagas streamingsider, og tidligere i år udsendte megastjernen en udmelding om sagen. 

"Det, jeg hører om anklagerne mod R. Kelly er forfærdeligt og uforsvarligt. Som offer for et seksuelt overgreb lavede jeg sangen og videoen i en mørk periode i mit liv. Min intention var at skabe noget ekstremt kontrært og provokerende, fordi jeg var vred og stadig ikke havde bearbejdet traumet fra mit eget liv", skrev Lady Gaga tilbage i januar.


Retssagen mod R. Kelly er fastsat til at starte den 27. april 2020.

 

 


 

 

ANNONCE