Nyhed

Silas Bjerregaard besøger kirker landet over

GAFFA.dk - alt om musik

Tidligere Turboweekend-forsanger og Toppen af Poppen-deltager drager på dansk turné i seks kirker i løbet af februar og marts næste år. 

Siden hans brud med Turboweekend i 2018 har tiden bestemt ikke stået stille for Silas Bjerregaard. Han drog blandt ud på sin første soloturné i starten af 2019 og var for en stund en fast del af TV2-seernes weekender som deltager i sidste års Toppen af Poppen. Nu annoncerer Bjerregaard, at han tager sit solomateriale med på den danske landevej i det nye år og gør holdt ved i alt seks kirker.

Touren skydes i gang den 22. februar i Sankt Lukas Kirke og har sit sidste stoppested i Brorsons Kirke i København den 6. marts. Med sig har Silas Bjerregaard guitarist Lasse Boman og Rasmus Walter- og Shaka Loveless-affillierede Henrik Hamilton på piano. 


– Jeg glæder mig utroligt meget til at spille i kirkernes andægtige rum, som i sig selv lægger op til eftertænksomhed og er bygget til både at forstærke og rumme livets store følelser. Det bliver helt sikkert nogle meget specielle aftener, hvor musikken og ordene får lov til at udfolde sig på en helt anden måde en på et regulært spillested, og hvor der kan opstå et helt særligt nærvær, udtaler Silas Bjerregaard i forbindelse med annonceringen af turnéen.

LÆS OGSÅ: REPORTAGE: Storhed og tomhed ved genåbning af KB Hallen

Med sig ind i de intime rammer i Guds eget hus tager Silas Bjerregaard sine egne, dansksprogede sange - hvoraf "Gennem ild" og "Ikke på andet" kan nævnes. Derudover vil singer-songwriteren fremføre oversættelser af den belgiske komponist og sanger Jacques Brels materiale og lover desuden, at der er plads til "et cover eller to", blandt andet fra det materiale, han fik mulighed for at fortolke i Toppen af Poppen. Her begav Bjerregaard sig blandt andet ud i covers af Annika Aakjærs "Jeg Gir'", Lis Sørensens "Stille før Storm" og Claus Hemplers "Kiss the Bride". 


Den fulde turnéplan ser således ud:

22. februar - Sankt Lukas Kirke, Aarhus
29. februar - Køge Kirke, Køge
3. marts - Ansgar Kirke, Hedehusene
4. marts - Sønderbro Kirke, Horsens
5. marts - Mariehøj Kirke, Silkeborg
6. marts - Brorsons Kirke, København

Få en samlet overblik og køb i samme ombæring dine billetter via linket her.


ANNONCE