GAFFA.dk – alt om musik
Den 17. januar går vi tilbage til sommertid, når Peter Sommer udkommer med sit sjette album
Peter Sommer har netop annonceret nyt album, der bærer titlen Stærk Strøm Hen Over Ujævn Bund og udkommer den 17. januar 2020.
Den nye og sjette Sommer-plade er opfølgeren til sidste års Elskede At Drømme, Drømmer Om At Elske, der charmerede sig ind på vores anmelder og modtog fem ud af seks stjerner.
LÆS OGSÅ: Når kærligheden også gør godt
Det kommende sjette udspil består af ti numre, der er indspillet sammen med Peter Sommers faste band Tiggerne, som han i øvrigt drager på danmarksturné med til foråret.
Peter Sommer fortæller følgende om den nye plade:
– Når man vælger at gå med det der berømte flow, opleves det ofte som en stærk strøm hen over en ujævn bund. Fart på, alt kan ske. Som i en drøm. Drømmen, vi elskede at drømme på sidste album er egentlig fuldstændig intakt her på Stærk Strøm Hen Over Ujævn Bund: et hak længere ind mod ens kerne, et hak længere ud mod alle de andre.
Albummet har fået en kærlig hånd i form af med-sangskrivning af kunstnere som Klaus Q, Kenneth Nørby Andersen, Palle Hjorth, Søren Bigum, Knud Odde, Knud Romer og den klassiske tyske komponist Richard Strauss (1864-1949).
To af sangene, "Begge veje" og "Vi der valgte Mælkevejen", er allerede udgivet som singler.
Peter Sommer har med bandet Tiggerne allerede givet mange koncerter på landets største festivaler og tager i forbindelse med udgivelsen af det kommende album på en landsdækkende turné til foråret.
Da Sommer sidste år spillede koncert i Musikhuset i Aarhus, imponerede han vores anmelder, der kvitterede for koncerten med hele seks ud af seks stjerner.
LÆS OGSÅ: Peters poetiske paradokser
TOURPLAN
18.02.20: Aalborg, Skråen
19.02.20: Herning, Fermaten
20.02.20: Skanderborg, Kulturhuset Skanderborg
21.02.20: Kolding, Godset
22.02.20: Vejle, Bygningen
23.02.20: Aarhus, Voxhall
24.03.20: Randers, Turbinen
25.03.20: Odense, Posten
26.03.20: Roskilde, Gimle
27.03.20: Greve, Portalen
28.03.20: Helsingør, Kulturværftet
29.03.20: København, Store Vega
Varm op med "Vi der valgte Mælkevejen":