Nyhed

Tredje dødsfald på få måneder inden for K-pop er en realitet

GAFFA.dk – alt om musik

Den sydkoreanske skuespiller og popstjerne Cha In-Ha er fundet død. Han blev blot 27 år gammel.

27-årige Cha In-Ha fra Sydkorea er tirsdag dansk tid fundet død. Det beretter flere internationale medier, blandt andet Consequence of Sound. Dødsårsagen er ikke umiddelbart kendt, men Cha In-Has agentbureau har offentliggjort en udtalelse i forbindelse med tragedien.

"Vi beder dybfølt om ikke at sprede rygter eller spekulative rapporter i forbindelse med dødsfaldet, så familien, som lige nu gennemgår den største sorg af alle, kan sende ham fredfyldt videre. Som familien ønsker, bliver begravelsen en privat en af slagsen." 


LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Musikere har tre gange så stor tilbøjelighed til at udvikle angst, depression og stress

Cha In-Has tragiske dødsfald kommer som det tredje i rækken på få måneder af sydkoreanske performers alt for tidlige død. Tilbage i oktober døde den blot 25-årige sangerinde Sulli. Sulli (billedet til højre) var tidligere medlem af gruppen f(x), og hun gik bort som følge af formodet selvmord. I sidste uge var det så sangerinden Goo Hara (billedet til venstre), som begik selvmord i en alder af 28 år. Consequence of Sound beretter, at både Sulli og Goo Hara var ofre for "cyber-mobning" fra deres respektive eks-kærester. 

Tidligere i efteråret blev hele K-pop-industrien ramt af en anden og meget alvorlig sag. Jung Joon-young og Choi Jonh-hoon blev dømt til henholdsvis seks og fem år i fængsel for voldtægt af kvinder. 


På baggrund af de hyppige dødsfald er en stigende kritik af branchen i Sydkorea begyndt at spire. De ofte meget unge stjerner bliver, som følge af den enorme berømmelse, udsat for et enormt mentalt pres, som i de værste tilfælde kan føre til selvmord.

Livslinien – telefon 70 201 201. Livslinien er en anonym telefonrådgivning samt netrådgivning for bl.a. mennesker med selvmordstanker, pårørende og efterladte. De har åbent hver dag fra kl. 11.00-4.00.

ANNONCE