Nyhed

Komiker Jonas Schmidt er genfødt som rapper på debutsingle

GAFFA.dk – alt om musik

”Genfødt” er den første i en række af singler fra Jinxt

I dag udgiver rapperen Jinxt sin debutsingle, ”Genfødt” – en titel, som i den grad taler for sig selv. For bag aliaset gemmer sig komiker, skuespiller og tv-kendis Jonas Schmidt, der blandt andet er kendt for rollen som flodhesten Dolph i flere af DR2s underholdningsprogrammer.

Schmidt har nu smidt tv-kostumerne, iført sig joggingtøj og grebet håndpistolen for at udleve drømmen som rapper og autotunet sanger. Du kan se musikvideoen til ”Genfødt” øverst.


– Selvom det er en ung lyd, handler nummeret ikke om at være ung med de unge, men om at lytte til sine følelser og lade fornuften sidde på bagsædet for en stund, udtaler 46-årige Jinxt, der ikke mener, at alder er nogen hæmsko.

LÆS OGSÅ: Alanis Morissette giver albumkoncert i Danmark

Det er også vigtigt for den aspirerende rapper at understrege, at Jinxt ikke er ment som nogen joke:


– Jeg har gået i lang tid med en følelse af, at jeg undertrykte noget, som jeg grundlæggende identificerede mig med. Den slags skal man lytte til, så man ikke ender med at fortryde det senere i livet, også selvom det kan være hårdt arbejde på mange planer at få realiseret sine drømme.

– Jeg har skruet ned for mit virke som sjov mand og har faktisk takket nej til flere komiske roller op mod ”Genfødts” release. Det kræver en del mod at kaste sig ud i det her projekt, og jeg håber virkelig, at folk kan se forbi alt det ydre, og alt det jeg har med i bagagen, og bare lytte. Og forhåbentlig give musikken og ikke mindst teksterne lov til at tale for sig selv, udtaler Schmidt og tilføjer: – Jeg har jo ikke mindre ret til at lave alvorlig musik, bare fordi jeg har været komiker og sjov skuespiller det meste af mit liv.

Jonas Schmidt har også valgt at gå under et kunstnernavn efter et ønske om at få en frisk start.


”Genfødt” markerer blot starten af karrieren for Jinxt, der udgiver en ny single hver måned frem mod sommerferien.  

ANNONCE