GAFFA.dk – alt om musik
"Vi vil bruge den kommende tid til at gentænke festivalen"
Den årlige Click Festival for eksperimenterende musik, kunst, teknologi og videnskab, der skulle have fundet sted for 10. gang på Kulturværftet i Helsingør 23.-24. maj, er nu aflyst som følge af coronavirus-udbruddet og den deraf følgende lukning af Kulturværftet resten af marts.
Festivalen lover dog at vende tilbage på et senere tidspunkt og vil til den tid have ændret sit koncept.
– Vi vil bruge den kommende tid, hvor Kulturværftet er lukket ned, til at gentænke festivalen og Click-universet, og vi ser frem til at præsentere dette, når vi kender vores virkelighed igen, siger chef og kunstnerisk leder af Kulturværftet, Mikael Fock i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Det er super ærgerligt for festivalen, publikum og vores kunstnere, at vi skal lægge et stærkt, vigtigt og gennemarbejdet program ned, men sådan er vores virkelighed lige nu. Til gengæld giver det os en ny mulighed for at gentænke os selv og festivalen.
Han afslutter:
– På festivalen har vi de sidste ti år brugt kunsten og teknologierne til at udfordre og forstå verden. Nu skal vi lytte til den, for verden kommer til at se ud på en anden måde efter corona.
Endnu havde festivalen ikke offentliggjort årets program. Click Festival har tidligere præsenteret navne som den legendariske multikunstner Laurie Anderson, queer-rapperen Mykki Blanco, Martin Rev fra synth-punk-stilskaberne Suicide og det danske techno-fænomen SØS Gunver Ryberg.
LÆS OGSÅ: Distortion bliver udsat