GAFFA.dk - alt om musik
Festivalgiganten Glastonbury Festival har netop meldt ud, at deres 2020-udgave af festivalen er aflyst.
Festivalen skulle have fundet sted mellem den 24. og 28. juni 2020. Planen var at fejre festivalens 50 års jubilæum, ligesom Roskilde Festival har planer om i år, men det bliver nu desværre ikke en realitet. Hvorvidt resten af festivallandskabet følger trop, må tiden vise.
Vi holder os opdaterede på de danske festivaler, så følg med her på siden.
Læs festivalens fulde statement her:
"Vi er så kede af, at må meddele det, men Glastonbury 2020 er aflyst, og dette vil blive et nødtvunget brak-år for festivalen. (Cirka hver femte år holder festivalen et "brak-år", hvor festivalen ikke bliver afholdt af hensyn til festivalpladsen og de lokale beboere. Det seneste "brak-år" var i 2018, red.)
Det er naturligvis ikke den slags beslutning, vi havde håbet at tage for vores 50-års jubilæumsshow, men efter regeringens nye anbefalinger i denne uge – og i tider præget af så usikker grund – er dette nu vores eneste holdbare løsning.
Vi håber inderligt, at situationen i Storbritannien vil være betydeligt forbedret i slutningen af juni. Men selvom det måske vil være tilfældet, kan vi ikke længere tillade os at bruge de næste tre måneder med tusindvis af ansatte her på pladsen, som hjælper os med det kæmpe arbejde, der består i at bygge infrastruktur og attraktioner, og som skal være klar til at tage imod mere end 200.000 mennesker i en midlertidig by i disse marker.
Vi vil gerne bruge lejligheden til at sende vores dybeste undskyldning til de 135.000 mennesker, som allerede har betalt et depositum for deres billet til Glastonbury 2020. Den sidste betaling af de billetter var sat til begyndelsen af april, og vi har haft et ønske om at træffe en holdbar beslutning inden da.
Vi har en forståelse for, at det ikke altid er lige nemt at sikre sig en billet til Glastonbury, og derfor vil vi gerne tilbyde alle disse mennesker, at de kan bruge deres depositum på 50 pund næste år i stedet, og samtidig garanterer vi muligheden for at kunne købe en billet til Glastonbury 2021.
Dem der foretrækker en tilbagebetaling af de 50 pund, kan kontakte See Tickets i de kommende dage - denne mulighed vil løbe indtil september i år. De, som glædeligt bruger deres depositum næste år, behøver intet at foretage sig – dette sker automatisk.
Yderligere information – også vedrørende løsninger omkring køb af transport, logi og lokale søndagsbilletter – vil blive tilføjet vores hjemmeside i løbet af de næste dage.
Aflysningen af dette års festival vil uden tvivl være en kæmpe skuffelse for vores fantastiske ansatte og frivillige, som har arbejdet utrolig hårdt for at få dette event op at stå. Der vil indiskutabelt også være flere finansielle konsekvenser forbundet med denne aflysning – ikke bare for os, men også for festivalens velgørenhedspartnere, leverandører, erhvervspartnere, lokale landejere og hele vores samfund.
Vi havde sådan set frem til at byde jer alle sammen velkommen til vores 50-års jubilæum med et program fuld af fantastiske artister og kunstnere, som vi har været utrolig stolte over at have booket.
Igen, vi er så kede af, at denne beslutning er taget. Det var ikke noget valg. Men vi ser frem til at byde jer velkommen tilbage på disse kanter igen næste år, og indtil da sender vi vores kærlighed og støtte til jer alle.
Michael & Emily”
Glastonbury Festival havde booket store navne som Paul McCartney, Taylor Swift, Kendrick Lamar, Diana Ross, Aerosmith, Lana Del Rey, FKA Twigs og Robyn.