Nyhed

Foo Fighters forstyrret af spøgelse under indspilninger

GAFFA.dk – alt om musik

Under indspilningerne til deres kommende 10. album oplevede Foo Fighters ”ting, de ikke kunne forklare.”

Dave Grohl og co. har tidligere i år udtalt, at indspilningerne til deres nye album er færdige. Men nu oplyser bandet, at deres studie – et hus i Encino, Californien fra 1940'erne – muligvis var hjemsøgt. Det skriver NME.

“Da vi gik ind i huset i Encino, vidste jeg, at der var noget galt. Vi begyndte at arbejde der, og det varede ikke længe, før der begyndte at ske ting,” forklarer forsanger og guitarist, Dave Grohl, og fortsætter:


”Næste dag kunne vi gå tilbage i studiet, og alle guitarerne ville være ude af stemning. Eller indstillingerne på mixerpulten kunne blive ændret. Vi kunne åbne Pro Tools, og der ville være spor, der manglede. Der var også spor, som vi ikke selv havde tilføjet til sangene, bare mærkelige mikrofonoptagelser. Ikke nogen, der spillede instrumenter, men bare en mikrofon, der optager i lokalet.”

LÆS OGSÅ: Foo Fighters teaser nyt nummer – og lover et "sindssygt 2020"

Bandet satte efterhånden videoovervågning op i form af babymonitors for at finde ud af, hvad der foregik:


“I starten skete der ikke noget. Og da vi alle var ved at tro, at vi var blevet skøre, begyndte vi at se ting på optagelserne, som vi ikke kunne forklare. Da vi hørte historien omkring huset, var jeg nødt til at underskrive en fortrolighedsaftale med udlejeren, fordi han prøver at sælge det. Så jeg kan ikke sige, hvad der skete i huset, ud over at de ting vi oplevede i den korte periode, vi var der, fik os til at færdiggøre albummet så hurtigt som muligt.”

Det er ikke første gang, at Dave Grohl stifter bekendtskab med det paranomale: Han har tidligere berettet om uhyggelige oplevelser i sit hjemsøgte hus i Seattle. Du kan se interviewet herunder – hvis du altså tør:


ANNONCE