Nyhed

KONSTRUKTIV KRISETIDSPODCAST: Løsninger på musiklivets store udfordringer

GAFFA.dk – alt om musik

Sceneskift er navnet på en ny podcast, der skal afdække de udfordringer, som mange musikere står over for lige nu, og ikke mindst komme med konstruktive løsninger.

Hvad kan en musiker gøre for at bekæmpe ensomhed? Hvad kan spillesteder og festivaler gøre, når de ikke må lave koncerter? Hvad kan musiklivets freelancere forvente sig af regeringens hjælpepakke? Hvad kan musikbranchen tjene penge på, mens live-scenen er lukket? Det er nogle af de spørgsmål, der stilles i podcasten Sceneskift.

Tæppet er blevet hevet væk under musiklivets rutiner og forretningsmodeller – ligesom det er tilfældet med mange andre brancher. Heldigvis er musikken ustoppelig, og vi kan næsten ikke følge med al den kreativitet og solidaritet, der blomstrer blandt de danske musikere derude. Alligevel er situationen dybt alvorlig og har store menneskelige og økonomiske konsekvenser for rigtig mange i musikbranchen lige nu. 


LÆS OGSÅ: #StøtEnMusiker: Sådan hjælper du de danske artister igennem corona-krisen

Gennem snakke med interesseorganisationer, musikere, arrangører, eksperter udefra og andre aktører fra musiklivet undersøger Sceneskift blandt andet, hvilke nye idéer og taktikker bliver taget i brug for at komme videre, og undersøger, hvordan man kommer videre herfra. 

Samtalerne ledes af radiojournalist Morten Alfred Høirup, der også selv er komponist og musiker.


– Ideen er at skabe noget mere information og noget mere inspiration til, hvordan man kommer videre fra den her situation. For det er et pludselig sceneskift, og alle er meget forvirrede og utrygge, og vi har brug for alle de små fifs og tricks, vi kan komme i nærheden af, for at komme igennem det, siger Torben Eik Jacobsen, der er daglig leder i genreorganisationen Tempi, der sammen med foreningen Mediehaven står bag denne podcast. 

Det første afsnit kan høres her, og på Spotify

ANNONCE