GAFFA.dk – alt om musik
"Helt afgørende er vi skabt og bygget og driftet af 30.000 frivillige"
Det er stadig uvist, om årets Roskilde Festival bliver afholdt. Statsminister Mette Frederiksen udtalte i aftes i 21 Søndag, at det er sandsynligt, at vi vil møde en "gradvis og kontrolleret" genåbning af Danmark efter påsken – hvis vi bliver ved med at holde afstand. Men der vil stadig gå noget tid, inden landet kommer til at se ud, som det gjorde før coronakrisen.
"Jeg kommer ikke til at sætte dato på endnu. Men vi kommer heller ikke til at kunne klumpe os sammen i tog, busser og metroer, som vi har været vant til. Eller stå rigtig mange mennesker meget tæt og holde en god fest sammen," tilføjede hun.
Det ligger dog fast, at årets Roskilde Festival enten bliver afholdt eller aflyst. Den bliver ikke udskudt, sådan som eksempelvis den californiske Coachella Festival og den københavnske Distortion Festival har valgt at gøre det. De to festivaler finder nu sted i henholdsvis oktober og august frem for henholdsvis april og slut-maj/start-juni.
Dette fortæller Roskilde Festivals direktør Signe Lopdrup til Politiken. Hun siger:
– Helt afgørende er vi skabt og bygget og driftet af 30.000 frivillige, som bruger deres sommerferie og fritid på at lave Roskilde Festival. Det kan du ikke bare flytte og slet ikke i denne situation, hvor coronakrisen presser alle.
Signe Lopdrup tilføjer, at festivalen også vil have svært ved at ombooke de mange kunstnere, hvoraf en del allerede har lavet andre aftaler i efteråret, ligesom ingen endnu ved, hvornår grænserne åbner. Hun er dog forsigtig optimist, når det gælder årets festival:
"Jeg vil ikke udelukke det (at årets festival bliver afholdt, red.). Jeg synes også, at situationen ser mere og mere alvorlig ud. Det er jeg fuldstændig enig i. Men samtidig hører jeg også, at efter påske begynder der muligvis en genåbning af Danmark. Og jeg hører også, at der endnu ikke er kommet svar på, hvordan den genåbning skal foregå. Så længe det er meldingen fra højeste sted, kan vi ikke andet end at klynge os til håbet."
Roskilde Festival finder efter planen sted fra 27. juni-5. juli – for 50. gang.
Forleden forlængede regeringen kompensationsordningen for koncert- og festivalarrangører, der må aflyse som følge af landets forsamlingsforbud, til og med 9. juni. Mette Frederiksen har som nævnt varslet en gradvis genoplukning af samfundet efter den 13. april, men om dette også gælder forsamlingsforbuddet, og i givet fald hvordan og hvornår, vides endnu ikke.
Hvis forbuddet mod større forsamlinger kommer til at gælde til og med den 9. juni, vil blandt andet festivaler som Jelling Musikfestival, Heartland Festival og NorthSide blive tvunget til at aflyse. Indtil videre er meldingen fra festivalerne, at de er i dialog med de relevante myndigheder, men forventer at afholde festivalerne som planlagt.
LÆS OGSÅ: KARANTÆNE-TV: Ruben Søltoft samler kollegaer i genialt "Imagine"-spoof