Nyhed

Thomas Helmig klar med dato for udskudt stadionkoncert

GAFFA.dk – alt om musik

Koncerten er udskudt til sommeren 2021

Thomas Helmig måtte udskyde sin planlagte stadionkoncert i Ceres Park i hjembyen Aarhus 26. juni, da Mette Frederiksen mandag aften bekendtgjorde en forlængelse af forbuddet mod store forsamlinger til og med 31. august grundet corona-pandemien – og dermed gav talrige musikere og koncert- og festivalarrangører en både økonomisk og logistisk udfordring.

Helmig er nu klar med en ny dato, nemlig fredag den 11. juni 2021, stadig i Ceres Park.


På Facebook skriver Thomas Helmig:

"Det bliver fredag den 11. juni 2021, og vi lover at give jer det bedste af det bedste, indrammet af den flotteste produktion, vi nogensinde har været ude med.

Billetter købt til den nu udsatte koncert virker til den nye dato, så pas på dem.


Vi beder jer indtrængende om ikke at refundere jeres billetter, da vi i så fald får svært ved bl.a. at hjælpe vores musikere, teknikere m.v. igennem den økonomiske krise, de står foran.

Skulle du af een eller anden grund have brug for at refundere din billet, skal dette ske via Billetlugens kundeservice.

Hvis du købt billetten via Billetlugen, skulle du gerne modtage en mail fra dem senere på dagen om hvordan og hvorledes.


Vi har lovet at gøre opmærksom på at der, p.g.a. de mange aflyste og udsatte arrangementer lige nu, er mellem 4-6 ugers ekspeditionstid på tilbagebetaling."

Allerede mandag aften skrev Thomas Helmig på Facebook, at hans planlagte optræden på den ligeledes aflyste Roskilde Festival 2020 er udskudt til Roskilde Festival 2021.

LÆS OGSÅ: KARANTÆNE-TV: WHO's store støttekoncert bliver sendt i dansk tv


 

 

ANNONCE