GAFFA.dk – alt om musik
"Vi har målrettet vores forslag, så de stimulerer de brancher, som er hårdest ramt"
Coronakrisen har lagt det danske koncert- og festivalliv ned. Alle større forsamlinger er forbudt til og med august, og dermed er stort set alle sommerens festivaler enten aflyst eller udskudt, og alle forsamlinger på mere end 10 personer er forbudt indtil videre til 10. maj.
Koncert- og festivalarrangører står dermed til at tabe penge i stor stil, trods statslige hjælpepakker, men på et tidspunkt skal koncert- og festivallivet jo i gang igen, og nu kommer brancheorganisationen Dansk Erhverv med et forslag, der skal sætte ekstra gang i omsætningen hos den hårdt trængte branche: Køb af koncertbilletter skal kunne trækkes fra i skat som en del af boligjob-ordningen, også kendt som håndværkerfradraget. Det fortæller direktør Brian Mikkelsen på Dansk Erhvervs hjemmeside:
”Det handler om, at vi skal sætte gang i hjulene hurtigt. Vi har set en række andre forslag til at sætte hjulene i gang, men nogle af dem er ikke helt så hurtigtvirkende, som der er brug for. Vi har målrettet vores forslag, så de stimulerer de brancher, som er hårdest ramt, også i forhold til ledighed. Det er turisme, oplevelse, rådgivning og så de private sundhedsaktører,” siger Brian Mikkelsen.
Brian Mikkelsen, der også er tidligere konservativ kultur-, erhvervs-, økonomi- og justitsminister, peger på forslaget om at fordoble boligjob-ordningens maksimumbeløb fra cirka 19.000 kroner til 40.000 kroner per år i 2020 og 2021 og at udvide denne til at være en håndværks-service-oplevelsesordning, en samlet Boligjob- & Oplevelsesordning, så danskerne også kan få fradrag for ophold i feriehuse, hoteller, camping, koncerter, sportsbegivenheder, forlystelsesparker, restaurantbesøg med videre.
GAFFA forsøger at få en kommentar til forslaget fra kulturminister Joy Mogensen.
LÆS OGSÅ: Sådan reagerer festivalerne på Mette Frederiksens forbud
For at sætte gang i økonomien forslår Dansk Erhverv også blandt andet udbetaling af indefrosne feriepenge, gratis sommerkørsel over Storebæltsbroen, afgiftslettelser og fremrykning af offentlige indkøb.
Læs hele Dansk Erhvervs forslag: "Sådan sætter vi gang i forbruget"