Nyhed

Copenhell melder ud med datoer for 2021

GAFFA.dk – alt om musik

"Vi vil gerne genskabe så meget af 2020-programmet som muligt"

Den 6. april bekendtgjorde statsminister Mette Frederiksen, at regeringens forbud mod større forsamlinger blev forlænget til og med august, og dermed blev langt hovedparten af Danmarks festivaler aflyst med ét slag på et tv-transmitteret pressemøde. Herunder Copenhell, der nu er klar med datoer for næste års festival, nemlig den 16.-19. juni 2021.
 
Copenhell skriver i en pressemeddelelse: "Jeres billet vil også gælde til næste år, og vi håber, at I har lyst til at beholde den. De, der foretrækker at få refunderet deres billet, kan gøre dette via vores billetudbydere. Vi arbejder tæt sammen med vores billetudbydere, så hold udkig efter en mail fra den snart. Undlad venligst at kontakte dem, medmindre I ikke har modtaget en mail inden for syv dage, da de har meget travlt lige nu."
 
"Læs mere på Copenhell.dk, hvor I også kan finde yderligere oplysninger, hvis I har købt billetter til Copenhell Camping, busbillet, morgenmad og andet."
 
GAFFA har talt med festivalleder Jeppe Nissen om aflysningen af 2020-festivalen og planerne for 2021.
 

Hvad var din reaktion, da du fandt ud af, at I var nødt til at aflyse Copenhell 2020?

Jeppe Nissen: – Det var virkelig en mavepuster for hele vores hold, selvom vi jo nok havde set det komme. Det er jo en festival, vi har arbejdet på i næsten et år, og vi glædede os til at visse alle vores nye idéer frem. Vi kunne melde udsolgt historisk tidligt, så vi vidste, at rigtig mange ville blive skuffede. Det var skidehårdt.

Vil I booke de samme navne næste år?


– Vi vil gerne genskabe så meget af 2020-programmet som muligt, da det jo var et program, som vi selv synes var superfedt, og som vores publikum tydeligvis kunne lide, når vi kunne melde udsolgt så tidligt. Men det er jo et kæmpe logistisk puslespil, der nu skal gå i gang, og det er alt for tidligt at sige noget om, hvor meget der kan blive genskabt i 2021. Vi lover at gøre vores bedste.

I kommer til at tabe penge på det her, men I behøver vel ikke at betale honorarer til bands, hvis I må aflyse grundet force majeure, som dette her jo er, eller hvad?

– Alt det her er noget med nogle tekniske detaljer, som jeg helst ikke vil gå ind i her.


Men det er ikke et helt års musikbudget, der er blevet brændt af med aflysningen?

– Nej, det er det ikke, men det er nogle forhandlinger, der er i gang netop nu.

Hvad er det egentlig for udgifter, som I har – ud over til lønninger – for I var jo ikke begyndt at bygge festivalpladsen op endnu?


– Nej, men der har været udgifter til marketing, til ting, vi har bygget til festivalpladsen, og desuden har vi aftaler med leverandører, hvor nogle er store aftaler, som løber over flere år. Det er vi også i gang med at kigge på nu.

Roskilde Festival meldte ud allerede samme aften, som Mette Frederiksen bekendtgjorde forsamlingsforbuddet sommeren over, at festivalen ville vende tilbage i 2021, og at man kunne bruge 2020-billetten hertil eller få den refunderet, hvis man hellere ville det. Mange festivaler gjorde noget lignende ret hurtigt efter. Hvorfor har taget jer to en halv uge at nå til samme konklusion?

– Det er også ærgerligt, men vi skulle lige have det fulde overblik, og vi har gjort alt, hvad vi kan for at melde noget ud så hurtigt som muligt. Og vi er meget taknemmelige for, at vi har så tålmodige fans. Copenhell er jo en byfestival, og vi har camping rundt om i byen, og det er ikke bare lige at stable det op fra den ene dag til den anden. Roskilde har jo deres egen festivalplads, som ud over dyrskuet ikke bliver brugt af andre. Refshaleøen, hvor vi ligger, bliver også brugt af mange andre aktører.


– Vi håber selvfølgelig, at folk vil støtte op om os og beholde deres billet, så vi har penge til at afholde festivalen næste år. Det er jo en festival med en hel særlig stemning, som vi har bygget op i ti år, og hvor alt det uden om musikken også betyder meget. Dette er en tid, der er hård for alle i musikbranchen, men man kan naturligvis få pengene tilbage, hvis man ikke kan eller vil komme næste år. Vi har jo eksempelvis mange gæster fra udlandet.

Regeringen har lanceret en kompensationsordning for aflyste festivaler og andre hjælpepakker, dem kan I vel gøre brug af?

– Ja, det tror vi da, men det er stadig noget, vi er ved at danne os et overblik over. Disse ordninger er jo stadig ret nye.


Hvor mange penge tror du, I kommer til at tabe på det her? Taler vi millioner?

– Det har jeg slet ikke noget overblik over endnu.

LÆS OGSÅ: Heartland er klar med datoer for 2021


 
 
ANNONCE