GAFFA.dk – alt om musik
Er du interesseret i at nyde næste års sommer med masser af musik og øl i lange baner, har du nu muligheden. Tirsdag begynder billetsalget af refunderede partoutbilletter til næste års Roskilde Festival.
Fredag den 6. marts kunne Roskilde Festival historisk tidligt melde udsolgt for billetter. Kun fem dage efter lukkede Mette Frederiksen landet ned, og resten er historie. År 2020 skulle have været festivalens 50. år, men det bliver altså i stedet 2021, der kan bryste sig med dette jubilæumsprædikat.
På fredag sidder du måske med familien samlet om resterne af de varme hveder fra dagen før, men er du indehaver af en Roskilde Festival 2020-billet, er det altså også en dag, hvor du skal tage stilling til, om hvorvidt du vil have din billet refunderet, eller om den skal overføres til næste års festival.
LÆS OGSÅ: Roskilde Festival donerer 15 millioner kroner til børn og unge
Hvis du intet foretager dig, overgår billetten til næste års arrangement, men vil du det anderledes, kan du refundere LIGE HER. For dig, der craver efter live-musik i alle dens afskygninger og måske ikke nåede at få fat i en Roskilde-billet, er der til gengæld gode nyheder.
Tirsdag den 12. maj klokken 12.00 starter billetsalget af refunderede partoutbilletter og special camping produkter nemlig, men det er kun folk på venteliste, der får muligheden for at købe. For at være i spil til en billet, skal du derfor tilmelde dig ventelisten til enten det ene eller andet, alt afhængig af, om det er en partoutbillet eller special camping-produkter, du er ude efter.
LÆS OGSÅ: Festivalaflysninger tvinger leverandører i knæ – er der hjælp på vej?
Du skal tilmelde dig senest den 11. maj, og alle, der er på venteliste har lige vilkår for at sikre sig en billet. Klokken 12.00 tirsdag modtager du et link til billetsalg, og herfra er det først-til-mølle. Er du allerede tilmeldt ventelisten for Roskilde Festival 2020, er du automatisk også en del af puljen for næste års festival.
Ønsker du yderlige information, kan du finde den LIGE HER.