Nyhed

Spillestedet Loppen: "Vi risikerer at skulle dreje nøglen om"

GAFFA.dk – alt om musik

Billedet: She Wants Revenge på Loppen

Heller ikke denne gang kan Loppen kalde sig for regionalt spillested, efter Statens Kunstfond i sidste uge udpegede 19 af slagsen for perioden 2021 til 2024. Det betyder, at Loppen, der hidtil har været afhængig af støtte fra Københavns Kommune, kan risikere konkurs.

Det var noget af en mavepuster, da Loppen i sidste uge fik afslag på deres ansøgning om at blive regionalt spillested. I en begrundelse fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik lød det blandt andet:


”Spillestedets virke er overvejende lokalt, og strategien har kun i begrænset omfang mål og metoder, som løfter musiklivet regionalt og nationalt.”

Denne kritik kan det intime spillested på Christiana dog ikke genkende. I en pressemeddelelse forklarer det, hvordan publikumstilstrømningen og kvaliteten er steget over de seneste år ved hjælp af ”intensiveret marketingsindsats, nye samarbejder, aggressiv bookingstrategi og en sprudlende idérighed blandt de frivillige.”

Loppen mistede i 2016 deres titel som regionalt spillested og dermed også deres statstøtte. Spillestedet har siden da fået økonomisk hjælp af Københavns Kommune, men bidraget står lige nu til at udløbe ved årsskiftet. 


”Hvis vi ikke får en eller anden form for støtte til driften, vil det praktisk talt være umuligt at drive Loppen. Så er vi konkurstruet” fortæller Jasper Jensen, daglig leder og booker på Loppen til Politiken.

LÆS OGSÅ: Spillestedet Atlas går uvis fremtid i møde – hvor blev statsstøtten af?

Han håber dog på, at Københavns Kommune igen vil tilbyde en hjælpende hånd. Det er Københavns kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde (Alternativet), heller ikke afvisende overfor:


”Jeg kan selvfølgelig ikke sige særligt meget, for vi har ikke haft en politisk drøftelse endnu. Men det er lykkedes før, og det er noget, jeg gerne vil arbejde for, så jeg tror også, det vil lykkes at finde en løsning igen,” fortæller hun til Politiken. Hun tilføjer:

”Det var jo Københavns kultur- og fritidsudvalg, der indstillede Loppen til at blive et regionalt spillested. Personligt mener jeg, at Loppen er en vigtig brik på den københavnske musikscene. De har et andet udbud end mange andre steder, nogle andre genrer og en anden prisklasse. Og det er enormt vigtigt.”

Loppen har fungeret som regionalt spillested fra 2001 til 2016, hvor de i den sidste kontraktperiode modtog 1,3 millioner kroner årligt fra Statens Kunstfond.


De 19 regionale spillesteder modtager et statstilskud på mellem 1,0 og 3,6 millioner kroner årligt, imens der i alt bliver sat 32,7 millioner kroner af til dem om året. Vega i København modtager som den eneste det maksimale beløb på de 3,6 millioner kroner.

ANNONCE