Nyhed

KARANTÆNE TV: Pernille Rosendahl giver gratis ”take away-koncert”

GAFFA.dk – alt om musik

Få fornøjelsen af at byde Pernille Rosendahl velkommen i din have eller baggård på onsdag den 20. maj til en minikoncert. Du kan også følge med derhjemme online.

Musikhuset i Aarhus er begyndt at bringe ud. Med deres initiativ ”take away-koncerter” har du mulighed for at bekæmpe "live-sulten" og vinde en koncert med en musiker i din have eller baggård. Tidligere på foråret besøgte Allan Olsen, Jacob Dinesen og Nicklas Sahl de danske baggårde, og nu tager Pernille Rosendahl turen.

– Pernille Rosendahl er en af de danske kunstnere, som i høj grad har leget og eksperimenteret med liveoplevelsen og mødet med publikum. Hendes inderlighed, ærlighed og dragende smukke stemme skinner altid igennem, når hun optræder live, og vi glæder os til at opleve hende til Musikhuset Take Away, fortæller Jeppe Uggerhøj, kunstnerisk chef ved Musikhuset.


LÆS OGSÅ: GENÅBNING I SIGTE: Aarhusiansk café afholder Danmarks første livekoncert

Take away-koncerten med Pernille Rosendahl bliver udloddet gratis via Musikhusets Facebookside og afholdes i vinderens have eller baggård. Vinderen er også velkommen til at invitere sine naboer til minikoncerten, der finder sted onsdag den 20. maj klokken 17.30.

Du kan også se koncerten live via Musikhusets Facebookside, Instagram eller YouTube-kanal, hvor den også vil blive delt efterfølgende.


De tre første arrangementer blev set af 317.000 danskere, der fulgte med fra hjemmefronten eller fra de aarhusianske altaner og haver.

Se take away-koncerten med Jacob Dinesen herunder:


ANNONCE