Nyhed

BLACK LIVES MATTER: Hele musikindustrien er sat på pause

GAFFA.dk – alt om musik

I dag, den 2. juni, er hele musikindustrien sat på pause. Det sker i solidaritet med Black Lives Matter, #TheShowMustBePaused og #BlackOutTuesday.

Det er en historisk dag i musikindustrien.

Verden over deltager store dele af branchen lige nu i et fælles blackout, hvor arbejdsdagens normale procedure bliver sat på pause. Under hashtags som #TheShowMustBePaused og #BlackOutTuesday er pausen fra de daglige rutiner en stille protest mod den racisme, der til stadighed findes i verden. Racisme, der var katalysatoren bag mordene på George Floyd, Breonna Taylor, Ahmaud Arbery og desværre også mange, mange andre. 


#TheShowMustBePaused er startet af to repræsentanter fra musikindustrien – Jamilla Thomas (direktør for marketing ved Atlantic) og Brianna Agyemang (kampagne-manager ved Platoon) – der dedikerer den 2. juni til kamp mod undertrykkelse og social ulighed.

På hjemmesiden TheShowMustBePaused.com skriver de:

”Tirsdag den 2. juni er en dag, hvor vi stopper op og fører en ærlig, reflekterende og produktiv samtale om, hvilke handlinger vi i fællesskab bliver nødt til at foretage for at støtte de afro-amerikanske samfund.”


LÆS OGSÅ: BLACK LIVES MATTER: GAFFA pauser nyhedsdækningen i solidaritet

”Dette er ikke kun et 24-timers initiativ. Vi er og vil fortsat dedikere os til det. En handlingsplan vil blive offentliggjort” tilføjer de.

Pladeselskaber som Columbia, Def Jam, Sony, Warner Music Group og Interscope vil på forskellige måder støtte blackoutet, oplyser Pitchfork. For eksempel udgiver Interscope ikke musik i denne uge, imens ansatte hos Warner Music Group får lov til at holde dagen fri for at ”koncentrere sig om at hjælpe sig selv og andre”.


Musikplatformen Bandcamp har også meldt sig ind i kampen: Den 19. juni donerer de 100 procent af deres overskud til NAACP Legal Defense Fund – en organisation, der kæmper for social lighed mellem etniciteter.

GAFFA har sammen med andre musikmedier, heriblandt NME og Loudwire, også valgt at sætte det daglige indhold på pause i solidaritet med Black Lives Matter og #TheShowMustBePaused.

LÆS OGSÅ: Run The Jewels’ Killer Mike deler tekst om politidrabet på George Floyd


I en opdatering skriver det britiske medie NME:

”NME har, ligesom hele musikindustrien, profiteret meget på anden-etnisk kultur. Vi har i solidaritet valgt at stå forenet med andre medlemmer af musikindustrien for et øjebliks stilhed og eftertanke.”

Adskillige musikere har også delt sorte billeder på Instagram og Facebook for at vise deres opbakning til Black Lives Matter. Den tidligere Genesis-frontmand Peter Gabriel udtrykte i nat sin vrede over politidrabene og den vedvarende sociale ulighed:


”Sammen med resten af den civiliserede verden var jeg forfærdet af det racistiske mord på George Floyd. Denne form for brutalitet må blive konfronteret med det samme” skrev han i et tweet.

I sidste uge udgav Killer Mike – den ene halvdel af hiphop-duoen Run The Jewels – et klip af en sang, der handler om mordet på George Floyd, der blev kvalt under en politibetjents knæ, imens han blev holdt mod jorden. Killer Mike holdt ligeledes en rørende tale i forbindelse med et pressemøde i Atlanta.

 


ANNONCE