GAFFA.dk – alt om musik
I går blev flere spillelister og podcasts på Spotify afbrudt af otte minutter og 46 sekunders stilhed.
Store dele af musikindustrien satte den 2. juni arbejdet på pause til fordel for et blackout.
Under hashtags som #TheShowMustBePaused og #BlackOutTuesday blev protesten iværksat som modsvar til den vedvarende racisme og sociale ulighed, der har resulteret i politidrabene på George Floyd og andre afro-amerikanere.
Spotify tog del i protesten med deres helt egen stærke hilsen til George Floyd. I flere playlister og podcasts havde den svenske streamingtjeneste tilføjet et nummer bestående af otte minutter og 46 sekunders stilhed. Ifølge Spotify markerer nummeret ”den mængde tid, hvor George Floyd blev kvalt”, oplyser Variety.
George Floyd blev den 25. maj kvalt af en betjent, der holdt sit knæ mod Floyds hals, imens han blev presset til jorden.
LÆS OGSÅ: BLACK LIVES MATTER: Hele musikindustrien er sat på pause
Det amerikanske radio- og tv-selskab SiriusXM markerede også dagen i går med tre minutters stilhed på alle deres musikkanaler. Ifølge Jim Meyer, administrerende direktør ved SiriusXM, bestod pausen af: ”Ét minut til at reflektere over racismens forfærdelige historie, ét minut til at iagttage dette tragisk øjeblik og et minut i håb for og krav om en bedre fremtid.”
Adskillige musikere, pladeselskaber og musikmedier tog også del i gårsdagens protest ved enten at sætte arbejdet på pause, dele sorte billeder online eller på anden vis markere dagen.