GAFFA.dk – alt om musik
Halv pris på koncertbilletter i skolernes sommerferie
Erhvervsminister Simon Kollerup og en række andre politikere, blandt andre kulturminister Joy Mogensen (billedet), har på et pressemøde netop præsenteret den såkaldte sommerpakke. En pakke, som den socialdemokratiske regering og en stor del af Folketingets øvrige partier – Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet (altså hele Folketinget minus Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige) har vedtaget for at sætte gang i dansk økonomi denne sommer.
Landets økonomi er stadig påvirket af coronakrisen, og mulighederne for at rejse ud i verden er stadig begrænsede af samme årsag.
Aftalen omfatter blandt andet en rabatordning på halv pris på billetter til en række kulturoplevelser, herunder siddende koncerter, i skolernes sommerferie, det vil sige fra 27. juni-9. august.
LÆS OGSÅ: Siddende koncerter med op til 500 personer er nu tilladt i Danmark
Kulturminister Joy Mogensen udtaler i en pressemeddelelse: ”Vi er mange, der i de seneste måneder har savnet de stærke, fælles oplevelser, som kulturen giver os. Nu går vi en sommer i møde, hvor mange danskere bliver hjemme og holder ferie i Danmark. Jeg er derfor super glad for, at regeringen og et stort flertal af Folketingets partier nu sætter en række nye initiativer i gang, der giver os mulighed for at genopdage vores land med kulturoplevelser og idrætsaktiviteter som et naturligt omdrejningspunkt."
På kultur- og idrætsområdet bliver følgende fem nye initiativer nu sat i gang, her citeret fra Kulturministeriets pressemeddelelse:
"• Rabat på billetter: Det bliver nu muligt for danskerne at få 50 pct. rabat på entrebilletter til udvalgte kultur- og foreningsoplevelser i skolernes sommerferie. Initiativet er et tilbud og omfatter entrebilletter til museer, teatre, spillesteder og orkestre med siddende publikummer, revyer, cirkusser, Folkeuniversitetet, foreningsaktiviteter, videnspædagogiske aktivitetscentre og zoologiske anlæg. Der gives desuden 25 pct. rabat på sommercamps. Regeringen og partierne bag aftalen afsætter et rammebeløb på 186,5 mio. kr. til rabatordningerne.
• Flere forenings- og idrætsoplevelser for danskerne: Der oprettes en pulje på 50 mio. kr., som forenings- og idrætsverdenen kan søge til at skabe aktiviteter og oplevelser for danskerne i sommeren 2020. Det kan fx være mindre, lokale motionsløb, sangaftner, foredrag mv.
• Aktivitetspulje til kunstneriske aktiviteter: I 2020 afsættes der 30 mio. kr. til projekter med bred folkelig appel, som udføres af professionelle kunstnere og kunstnergrupper til at lave nytænkende optrædener, udstillinger mv. i en corona-tid.
• Ekstra håndsrækning til idrætsklubberne og foreningslivet: Regeringen og partierne bag aftalen udvider nu den eksisterende hjælpepakke til lokale idræts- og ungdomsforeninger med 50 mio. kr. Fordelingen af midlerne sker til DIF, DGI, DUF og Firmaidrætten.
Sommeraktiviteter på højskoler: Der afsættes 4 mio. kr. i 2020 til understøttelse af højskolernes sommeraktiviteter. Bevillingen administreres af Højskoleforeningen.
Her kan du få det samlede overblik over alle initiativerne i sommerpakken
Fakta om sommerpakken og regeringens hjælpepakker
Regeringens samlede sommerpakke indeholder initiativer for i alt 700 mio. kr., hvoraf der er afsat 320,5 mio. kr. på Kulturministeriets område.
Nærmere beskrivelser af rabatordningerne, puljerne til idræt, foreningsliv, kunstneriske aktiviteter og midler til sommeraktiviteter på højskolerne vil blive offentliggjort på Kulturministeriets hjemmeside snarest."
GAFFA vil i den kommende uge følge op på, hvordan den nye aftale kommer til at fungere i praksis.
LÆS OGSÅ: Flere danske spillesteder genåbner