x

Ryan Adams undskylder for overgreb

Ryan Adams undskylder for overgreb

Ryan Adams undskyldte og erkendte i sidste uge en række overgreb mod kvinder, som blev kendt af offentligheden sidste år. Men ofrene har stadig ikke hørt fra sangeren selv.

I sidste uge offentliggjorde det engelske nyhedsmedie Daily Mail en undskyldning fra den anmelderroste sanger Ryan Adams. Her undskyldte han for overgreb, som han han blev anklaget for sidste år, da syv kvinder stod frem med beskyldninger i en aritkel i New York Times.

LÆS OGSÅ: Ryan Adams beskyldt for sexchikane af syv kvinder

Blandt kvinderne var hans ekskone, skuespilleren Mandy Moore, og en pige, som på tidspunktet for overgrebet var mindreårig. 

De syv kvinder beskyldte Ryan Adams for at tilbyde karrierefremmende muligheder i bytte med sex. Derudover blev han beskyldt for at chikanere kvinderne og sende grove beskeder, hvis han blev afvist.

"Der er ingen ord for, hvor dårligt jeg har det over den dårlige måde, jeg har behandlet folk på gennem hele mit liv og karriere. Jeg kan kun sige undskyld. Så simpelt er det," skriver Adams blandt andet i undskyldingen.

Anerkender overgreb

Sidste år afviste Ryan Adams ellers anklagerne fra de syv kvinder. Han kaldte beskyldningerne "falske".

Han forklarer i undskyldningen, at en efterfølgende periode med isolation og eftertanke fik ham til at indse, at han måtte lægge sit liv om.

"Jeg har virkelig forstået den skade, jeg har forårsaget, og det har ødelagt mig. Jeg forsøger stadig at komme på fode igen," skriver han.

LÆS OGSÅ: Ryan Adams-album udsættes, mens overgrebanklager efterforskes af FBI

Han fortæller også, at han tidligere har haft et alkoholmisbrug, men at det er slut nu. 

"I mit forsøg på at blive en bedre mand har jeg kæmpet med at blive ædru, men denne gang gør jeg det med hjælp fra professionelle. Ædruelighed er en prioritet i mit liv, og det samme er mit mentale helbred. Jeg har lært, at disse to ting går hånd i hånd," skriver Adams. 

"Jeg håber, at de mennesker, jeg har såret, vil hele. Og jeg håber, at de vil finde en måde at tilgive mig," skriver Ryan Adams afslutningsvis.

Ikke hørt fra ham

Ekskone og skuespiller Mandy Moore og den britiske sangerinde Karen Elson har begge reageret på undskyldningen.

Mandy Moore fortæller til tv-programmet NBC Today, at hun blev overrasket. Hun har nemlig ikke selv hørt fra Adams. 

"Det er udfordrende for mig, fordi jeg føler, at jeg allerede har sagt det, der skal siges om ham og hans situation. Men jeg finder det besynderligt, at man giver en offentlig undskyldning i et indlæg uden at give en privat undskyldning," sagde hun.

LÆS OGSÅ: Ryan Adams bryder tavshed efter overgrebsanklager

På Twitter skrev Karen Elson, som også har beskyldt Ryan Adams for overgreb, at hun heller ikke har modtaget en personlig undskyldning.

"Jeg tror på syndsforladelse og tilgivelse – selv for Ryan Adams. Men han har ikke kontaktet mig siden 2018 for at undskylde for sin forfærdelige opførsel. Dengang kaldte han mig en løgner, hvilket kun påførte mig mere smerte," skrev hun ifølge Pitchfork.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA