Nyhed

Fanø Vesterland aflyser årets festival

GAFFA.dk – alt om musik

Fanø Vesterland aflyses og rykkes til maj 2021.

Først blev festivalen Fanø Vesterland rykket til september, for at komme på den anden side af de værste coronarestriktioner. Nu er festivalen altså definitivt blevet aflyst og rykket til maj næste år, hvor festivalen vil blive afholdt fra den 21. og 22. maj. 

Om situationen siger Jesper Møller, der er arrangør af Fanø Vesterland:


– Fanø Vesterland løber ingen sundhedsrisiko som situationen er nu i forhold til de mennesker, der deltager – hverken i forhold til gæster, artister eller frivillige. Og helt ærligt, så tror vi ikke på, at vi hverken skal eller må holde den udgave af Fanø Vesterland til september, som vi ønsker – og som både I og vi fortjener.

LÆS OGSÅ: Festivalen Fanø Vesterland 2020 udskydes

– Selvom vi sammen med agenter, bookere, artister og leverandører valgte at give festivalen en chance til, og vi alle har arbejdet hen mod festivalen til september siden slutningen af marts, så er vi også nået et punkt nu, hvor vi – uden retningslinjer og lovning på at vi faktisk må samles flere mennesker den første weekend i september – ikke kan nå at lave Fanø Vesterland på den måde, som vi ønsker at lave festival på. Tak til alle for indsatsen – det tegner godt for fremtiden – trods en svær tid.


– Den næste tid kommer vi til at bede alle vores frivillige om at holde helt fri fra Fanø Vesterland, så alle får tid til at sunde sig oven på fire fuldstændige uvirkelige måneder, der mest af alt har føltes som en fire måneder lang tur i det gyldne tårn i Tivoli.

LÆS OGSÅ: Nye navne til De Grimmeste Aftner

Man kan vælge at få refunderet sin festivalbillet, eller man kan vælge at beholde den til Fanø Vesterland den 21. og 22. maj 2021. Festivalen ønsker naturligvis, at flest muligt beholder deres billet, og de har henvendt sig til alle de artister, der skulle have spillet i år, og tilbudt dem at komme næste år. Intet er bekræftet, men de vil holde deres gæster opdaterede.


Navne som Tim Christensen, Magtens Korridorer, Medina, Poul Krebs, Folkeklubben, Soleima, Sko/Torp og Jonah Blacksmith skulle have gæstet årets program. 

ANNONCE