GAFFA.dk – alt om musik
Statens Serum Institut fraråder genåbningens såkaldte fase 4 på grund af en markant smittestigning. Det kan gå ud over større koncerter, nattelivet og konferencer.
Ifølge planen skal politikerne om ganske få dage i gang med at forhandle detaljerne af sidste del af genåbningen af Danmark, den såkaldte fase 4.
Som udgangspunkt er det med fase 4 meningen at hæve grænsen for, hvor mange vi må samles og dermed åbne for eksempelvis større koncerter, herunder stående koncerter, og større konferencer, mens diskoteker skal kunne genåbne.
Men ifølge epidemiolog og faglig direktør for Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, er genåbningen for risikabel ud fra et sundhedsfagligt synspunkt. Det udtaler han i et nyt interview med Ingeniøren.
Smittetallene i forhold til coronavirus er i de seneste uger steget i Danmark, og det er på baggrund af dén udvikling, at Mølbak anbefaler at sætte genåbningen i bero.
“Der er en stor risiko forbundet med det, og om man fra politisk side vil løbe den risiko, må man jo politisk tage stilling til, udtaler Mølbak til Ingeniøren.
Folketingets partier skal mødes 12. august og diskutere fase 4.
LÆS OGSÅ: 4000 deltagere: Stor koncert i Tyskland skal teste smittespredning