Nyhed

Dansk Live om udskudt fase 4: Uden hjælp går en lang række spillesteder konkurs

GAFFA.dk - alt om musik

Ifølge interesseorganisationen for spillesteder og festivaler, Dansk Live, skal regeringen fortsat holde hånden under de danske spillesteder, hvis den vælger at udskyde fase 4 af genåbningen. "Uden en betragtelig hjælp vil en lang række af de danske spillesteder gå konkurs," siger sekretariatschef.

Det ser sort ud for den danske spillestedsbranche efter gårsdagens udmelding om en udskydning af fase 4 af genåbningen af Danmark. 

Interesseorganisationen Dansk Live, som repræsenterer danske spillesteder og festivaler, mener, at det bliver nødvendigt med økonomisk hjælp til de danske spillesteder, hvis ikke de skal gå konkurs under en forlænget nedlukning.


– Det er en alvorlig situation, og fra politisk hold er man nødt til at redde koncertlivet, hvis vi fortsat skal have et rigt og fuldt kulturliv. For uden en betragtelig hjælp vil en lang række af de danske spillesteder gå konkurs, siger sekretariatschef i Dansk Live, Esben Marcher, til GAFFA.

LÆS OGSÅ: Kåre Mølbak: Kan ikke anbefale yderligere åbning

Vil ikke anbefale yderligere genåbning


Udmeldingen kommer efter, at faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI), Kåre Mølbak, i går anbefalede, at fase 4 af genåbningen af Danmark bør udsættes. Det sker som følge af stigende smittetal i det seneste uger. Senere samme dag fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til TV-Avisen, at han ikke vil anbefale en yderligere genåbning efter meldingen fra SSI. 

Ifølge regeringens fremlagte plan skulle fase 4 træde i kraft den 1. september og blandt andet inkludere en lempelse af coronarestriktionerne for spillesteder.

Hidtil har langt de flest spillesteder holdt lukket eller afholdt koncerter under forhold, der gør, at spillestederne sætter penge til. Og det kan nu se ud til at fortsætte. 


LÆS OGSÅ: Joy Mogensen åbner for hjælp til kulturlivet – herunder spillesteder

Kompensation for billetter og afledt salg

Den 12. august skal Folketingets partier diskturere fase 4 af genåbningen. Dansk Live håber her på, at de beslutter sig for at hjælpe spillestederne, og at hjælpen kommer i form af kompensation for tabt indtjening som følge af restriktionerne. Det har kulturminister Joy Mogensen (S) også tidligere lovet.


"Hvis der fortsat er restriktioner, som gør, at man ikke kan lukke publikum ind i fuldt omfang, så kommer regeringen med et tilbud om økonomisk hjælp," sagde hun i forrige måned om fase 4 af genåbningen.

Esben Marcher håber også, at politikerne i forhandlingerne vil have blik for forskellene mellem nattelivs- og livebranchen, som ofte nævnes i samme åndedrag af politikere og myndigheder i snakken om genåbningen af det danske samfund. Ifølge Esben Marcher er der større smitterisiko ved at tage på diskotek og natklub, og derfor bør politikerne skelne mellem de to ting. 

– Der er væsentlig forskel på at gå til koncert eller gå på natklub. De fleste tager en øl eller to til en koncert, men de færreste indtager store mængder. Det er også en ensrettet oplevelse, hvor man kigger mod scenen, siger han. 


LÆS OGSÅ: Spillestedsleder om flere tilskuere til superligakampe: Totalt mangel på tillid og respekt for vores branche

Ingen tvangslukning

Dansk Live har tidligere forholdt sig kritisk til fase 4 af genåbningen. Ifølge et udkast til retningslinjer fra Kulturministeriet lød nemlig et krav om, at spillestederne højst ville kunne lukke en gæst ind per fire kvadratmeter, som spillestedet har til rådighed. Det ville betyde, at de danske spillesteder kun ville kunne lukke en brødel ind af deres normale antal publikummer.


I det lys plæderede Dansk Live for, at spillestederne fik muligheden for i stedet at blive tvangslukket mod fuld kompensation. Retningslinjerne ville nemlig betyde stor økonomisk nedgang for flere af dem, hvis de åbnede dørene. 

I har tidligere kritiseret retningslinjerne for fase 4 af genåbningen. Er det at foretrække, at den udskydes?

– Nej. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi snart kommer tilbage til normal koncertdrift. Vi skal passe på med at udskyde ting, hvis vi fortsat skal have et rigt og levende kulturliv. Men det skal selvfølgeligt også være trygt for folk at gå til koncert, siger han.


LÆS OGSÅ: Udkast til retningslinjer for genåbning af spillesteder vækker voldsom kritik

ANNONCE