x

Sony skriver kontrakt om biografisk spillefilm om Whitney Houston

Sony skriver kontrakt om biografisk spillefilm om Whitney Houston

Sony Pictures har vundet en budkrig for den kommende Whitney Houston film – den biografiske spillefilm I Wanna Dance With Somebody.

Sony Pictures, der netop har skrevet kontrakt med folkene bag den kommende Whitney Houston-film, styrer projektet sammen med deres TriStar-afdeling. Manuskriptet er skrevet af Bohemian Rhapsodys Anthony McCarten, og filmen skal instrueres af The Photographs Stella Meghie.

Som en del af aftalen er en filmpremiere i november 2022 blevet aftalt.

Whitney Houston er en af de mest kendte kunstnere gennem tiderne og har solgt mere end 200 millioner plader verden over, med hitsange som “Saving All My Love for You”, “How Will I Know” og “I Wanna Dance With Somebody”. Hun døde i 2012, 48 år gammel. 

Stor opbakning
I Wanna Dance With Somebody får stor opbakning fra Houstons arvinger såvel som musikproduceren Clive Davis, der arbejdede tæt sammen med Houston.

Pat Houston, Whitney Houstons svigerinde, er filmproducer, og det er hende, der kommer til at producere filmen på vegne af Houstons arvinger, sammen med Davis, Primary Wave Musics Larry Mestel, Denis O’Sullivan og McCarten.

“Whitney giver dig bare en enorm lyst til at rejse dig fra din flade og synge og danse!” Sådan siger Nicole Brown, leder af TriStar, i en officiel meddelelse tirsdag den 4. august og fortsætter:

“Hendes sange er umulige at få ud af hovedet. Det har Anthony McCarten påvist i sit mesterlige manuskript, der bringer den elskede legende til liv på måder, som vi aldrig før har set hende – sjove, spændende, ambitiøse, komplekse og utroligt menneskelige. Tilføj så Stella Meghie, en kæmpe die hard-fan, der er ekstremt begavet til at fortælle smukke, moderne og feminine historier.” (Citater via Billboard).

I den officielle meddelelse ytrer Nicole Brown ligeledes, at holdet bag den biografiske spillefilm er et absolut dream team.

“Med vejledning fra Pat Houston, den legendariske Clive Davis, Larry Mestel, Denis O’Sullivan og Jeff Kalligheri, har vi det absolutte dream team til at skabe den ultimative fejring af Whitneys utrolige liv og musikalske resultater”, fortæller hun.

Whitney Houstons historie aldrig fortalt
Det er endnu ikke klart, hvor meget spillefilmen vil dykke ned i Houstons personlige liv. Davis har dog tidligere sagt, at filmen vil indeholde endnu uudforskede elementer.

“Fra al min personlige og professionelle erfaring med Whitney fra hendes sene teenageår til hendes tragiske, alt for tidlige død, ved jeg, at den fulde Whitney Houston-historie endnu ikke er blevet fortalt”, sagde Davis i en pressemeddelelse citeret af NME

LÆS OGSÅ: Whitney Houston-hologram streamer koncerter


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA