Nyhed

VIDEO: Billie Eilish holder live-premiere på "My Future" ved Demokraternes konvent

GAFFA.dk – alt om musik

"Donald Trump ødelægger vores land og alt det, vi sætter pris på"

Billie Eilish har netop holdt livepremiere på sin seneste single, "My Future". Det skete på den tredje aften ved Demokraternes igangværende konvent, hvor Joe Biden officielt bliver kåret som Demokraternes præsidentkandidat og Kamala Harris formelt udnævnt som vicepræsidentkandidat. Se Eilishs optræden ovenfor.

Grundet Covid-19-pandemien bliver konventet i år holdt virtuelt, og Billie Eilish var altså ikke fysisk til stede ved begivenheden. I sit band havde hun blandt andre sin bror og nære samarbejdspartner, Finneas, på først bas, dernæst klaver, mens hun selv indledte sangen på klaver.


Inden sin optræden kom Billie Eilish med en kraftig bredside til Donald Trump og en opfordring til alle om at stemme på Joe Biden.

“Donald Trump ødelægger vores land og alt det, vi sætter pris på. Vi har brug for ledere, som vil løse problemer som klimaforandringer og Covid, ikke benægte dem. Ledere, som vil kæmpe mod systemisk racisme og ulighed. Og det starter med at stemme på én, som ved, hvor meget der er på spil. Én, som som bygger et team, der deler vores værdier. Det starter med at stemme imod Donald Trump og for Joe Biden," sagde hun.

Også navne som The Chicks, John Legend og Maggie Rogers enten optræder eller har optrådt under Demokraternes konvent, som finder sted i dagene 17.-20. august.


LÆS OGSÅ: Bruce Springsteen giver gammel sang nyt liv for at støtte Joe Biden

 

 


ANNONCE