Nyhed

Nu kan du omsider se den vilde video til sangen, alle taler om

GAFFA.dk – alt om musik

Kan nu ses på YouTube fra Danmark

Et af sensommerens helt store globale hits har været Cardi B og Megan Thee Stallions ganske seksuelt eksplicitte "WAP". Sangen gik direkte ind på førstepladsen på Billboards Hot 100-hitliste og har også toppet hitlister i blandt andet Australien, Canada og Irland og har ligget nummer 2 i Storbritannien.

Herhjemme er det gået lidt langsommere. I sidste uge gik sangen ind på en 21. plads på Tracklisten, og i denne uge er den så steget til en 12. plads.


Den indtil videre beskedne succes herhjemme kan måske skyldes, at man indtil for ganske nylig ikke har kunnet se sangens ganske spektakulære musikvideo fra Danmark. Siden forhandlingerne mellem YouTube og den danske sangskriverorganisation Koda brød sammen 31. juli, har man ikke kunnet se en lang række musikvideoer fra Danmark – også en del videoer uden medvirken fra danske sangskrivere.

LÆS OGSÅ: Cardi B & Megan Thee Stallion hitter over hele verden – men ikke i Danmark

Nu har YouTube dog af ukendte årsager – der foreligger endnu ikke nogen aftale med Koda – gjort videoen synlig fra Danmark, så måske fortsætter sangen op ad den danske hitliste? Videoen er i hvert fald ganske spektakulær og mildt sagt driver af sex, med bryster og baller ad libitum, vilde dyr og imponerende kulisser. Se selv med ovenfor.


I skrivende stund er videoen set 166 millioner gange, siden den havde premiere 6. august.

LÆS OGSÅ: YouTube: Derfor fjerner vi dansk musik

 


 

ANNONCE