x

Spillestedet Stengade udskyder genåbning

Spillestedet Stengade udskyder genåbning

Københavner-venuet Spillestedet Stengade havde håbet oppe, men de må melde ud, at en genåbning først kan finde sted tidligst 31. oktober.

På Indre Nørrebro, på Stengade, kæmper spillestedet af samme navn den samme kamp som alle andre virksomheder, der er afhængige af livemusikkens trivsel for tiden. Det har længe været midlertidigt lukket, og nu melder stedets ledelse ud, at de udskyder genåbning og dermed ikke afholder koncerter til og med, i første omgang, 31. oktober 2020.

Det sker på baggrund af de nye restriktioner, der har ramt hovedstaden. I en pressemeddelelse udtaler stedet: ”Vi mener ikke, det er sundhedsmæssigt forsvarligt for os at åbne nu. Dels på grund af de stigende antal smittede i København, men i særdeleshed på grund af de smalle passager, vi har, mellem indgang, koncertsal og toiletter på spillestedet.”

”Stengade har ikke en økonomi, der kan tåle flere måneder med tab. Desuden har vi mistet en del indtægter ifbm. aflysninger og nedlukning, bl.a. fra vores faste bar på Roskilde Festival. At vi endvidere er i en uafklaret situation, om hvorvidt vores nuværende driftsaftale med kommunen forlænges – som udløber d. 31. december – gør vores økonomiske situation endnu mere usikker. Vigtigst af alt er det for os at passe på vores frivillige, vores publikum og musikere.”

LÆS OGSÅ: High Voltage står over for snarlig konkurs

Stedet, der åbnede på Nørrebro i 1972 med navnet og adressen Stengade 30, måtte lukke i 2009, for senere at genåbne under navnet Spillestedet Stengade. På grund af bysanering med ny adresse, Stengade 18, men bygningen er den samme.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA