Nyhed

Johnny Nash er død

GAFFA.dk – alt om musik

Pop- og reggaesangeren blev 80 år

Den amerikanske reggae- og popsanger Johnny Nash er død af naturlige årsager, 80 år, skriver CNN.

Johnny Nash var især kendt for 1972-hittet "I Can See Clearly Now", der toppede den amerikanske hitliste. Sangen er blevet fortolket af adskillige andre kunstnere, blandt andre Jimmy Cliff, der hittede med den i 1993, hvor den medvirkede på soundtracket til filmen Cool Runnings.


Nash sang i kirkekor som barn og indledte karrieren som popsanger i 50'erne. I 1964 grundlagde han og manageren Danny Sims pladeselskabet JoDa Records. Året efter flyttede de til Jamaica, hvor de arbejdede med lokale rocksteady-kunstnere. Siden stiftede Nash musikforlaget Cayman Music, hvor han blandt andet skrev kontrakt med Bob Marley. Ifølge sin hjemmeside var han en af de første ikke-jamaicanske kunstnere, der indspillede i Kingston, Jamaica.

Sangeren udgav en række album og singler op gennem 70'erne, men forsvandt fra offentligheden i 80'erne. Han udgav dog et enkelt album i 1986, Here Again, der indeholdt "Rock Me Baby", som hittede i flere europæiske lande, blandt andet Tyskland, Østrig, Schweiz og Norge.

Johnny Nash medvirkede også i flere film, blandt andet den svenske Vill så gärna tro (1971), som han desuden var med til at skrive musik til.


LÆS OGSÅ: Eddie Van Halen er død

Hør Johnny Nashs største hit, "I Can See Clearly Now":


 

 

ANNONCE