Nyhed

Miley Cyrus offentliggør nyt album: "Mit hjem brændte ned"

GAFFA.dk – alt om musik

Plastic Hearts er på gaden 27. november

Miley Cyrus har offentliggjort, at hun den 27. november udgiver sit syvende studiealbum, Plastic Hearts. Albummet er hendes første fuldlængdeudspil siden Younger Now fra 2017. I 2019 udsendte hun ep'en She is Coming.

På sine sociale medier skriver Cyrus blandt andet, at de store skovbrande i Californien har haft direkte indvirkning på albummet, helt bogstaveligt:


"Jeg begyndte på dette album for mere end to år siden. Jeg troede, jeg havde styr på det hele. Ikke bare pladen – dens sange og lyd, men hele mit fucking liv. Ingen får styr på et ego som livet selv," skriver hun og fortsætter:

"Lige da jeg troede, hovedparten af albummet var færdigt, blev det hele slettet. Herunder det meste af musikkens relevans. Fordi alt var ændret."

"Naturen gjorde, hvad jeg nu ser som en tjeneste og ødelagde det, jeg ikke selv kunne give slip på. Jeg mistede mit hus i en brand (i Malibu, Californien, november 2018, red.), men jeg fandt mig selv i asken."


Albummet indeholder blandt andet singleforløberen, den disko-orienterede "Midnight Sky" samt som bonus to liveudgaver af henholdsvis Blondies "Heart of Glass" og The Cranberries' "Zombie", som Cyrus for nylig har fremført ved to virtuelle festivaler, henholdsvis iHeart Festival og NIVA Save Our Stage Festival.

LÆS OGSÅ: VIDEO: Miley Cyrus’ cover af ”Zombie” hyldes af The Cranberries

Varm op med "Midnight Sky":

ANNONCE