GAFFA.dk – alt om musik
Efterklang og Sønderjysk Pigekor indgår i et tre-årigt samarbejde og annoncerer tre sønderjyske koncerter. Det har GAFFA fået en snak med Efterklangs bassist Rasmus Stolberg om.
– Vi har jo alle tre et helt særligt forhold til Sønderjylland. Vi er alle vokset op der og har fulgtes ad videre ud i livet derfra. Derfor er det altid meningsfyldt for os alle tre at vende tilbage til rødderne og minderne.
Sådan fortæller Rasmus Stolberg, medlem af Efterklang, der i dag annoncerer et treårigt samarbejde med Sønderjysk Pigekor.
Koret og Efterklangs nye samarbejde er sat i verden for at udvikle et fælles koncertrepertoire og i større grad inkludere kormedlemmerne i skabelsen af nye værker, samt inspirere til og understøtte, at medlemmer af koret skriver egne sange og udvikler deres talent. Ikke bare som udøvende, men også skabende kunstnere.
– Glæden ved og indsigten i, at alle kan skabe, er noget, som vi i Efterklang føler er det vigtigste, vi kan videregive til unge mennesker i musikken. Det er især vigtigt for os, fordi vi selv ved, at det ikke er givet, at man har forbilleder til at vise vejen i musikken, eller nogen der minder en om, at man godt selv kan være skaberen. Det er det, vi vil forsøge at give videre til kormedlemmerne.
Rasmus Stolberg udviser en stor glæde og taknemlighed, da vi tager en snak om det nye samarbejde. Det er tydeligt, at Sønderjysk Pigekor og Sønderjylland i det hele taget har stor betydning for bandet.
Har man fulgt Efterklangs rejse, ved man også, at de tilbage i 2010 skabte filmen An Island, der udspiller sig på hjem-øen Als i Sønderjylland. Filmen blev skudt på forskellige lokationer fra drengenes opvækst, og mange af de medvirkende i filmen var bandets familie og venner.
Og nu vender de altså atter tilbage. Med det nye samarbejde vil der blive afholdt årlige workshops, der skal munde ud i turneer rundt i Sønderjylland. I dag kan tre sønderjyske koncerter i tre kirker i henholdsvis Aabenraa, Sønderborg og Nordborg således annonceres.
– Vi glæder os sindssygt meget til de her koncerter, og vi glæder os virkelig meget til at vise, hvad det er, vi kommer til at brygge på. Det er et helt særligt samarbejde, vi har med Sønderjysk pigekor, og det er fedt, at vi får muligheden for at videreudvikle det så fokuseret. Det giver en masse nye muligheder for at eksperimentere med lyd, format og udtryk, som vi glæder os til at komme i gang med.
Sønderjysk Pigekor og Efterklang har samarbejdet flere gange gennem de sidste 10 år. Pigekoret har for eksempel indsunget kor på flere af bandets indspilninger, og i maj måned optrådte de sammen, da DR1 sendte live fra Dybbøl Banke i anledningen af 100-året for Genforeningen.
Og det her med at inddrage andre i musikken og kunsten er kendetegnende ved Efterklang. Da de spillede i Elbphilharmonie i Hamborg sidste år, havde de således fået det tyske servicepersonale med på scenen, der agerede kor – sågar på en dansk sang. Og på deres Altid Sammen-tour i starten af året fik de et udpluk af tilfældige Efterklang-fans op på scenen for at synge med på et nummer.
– Vi arbejder ofte og helt generelt på at nedbryde væggen mellem os som artister og publikum. Det er vigtigt for os at være fælles om musikken, fordi det gør oplevelsen for alle stærkere. Det er også det, vi drømmer om nu, med Sønderjysk Pigekor. At skabe en fælles koncert og et rum, hvor vi alle kan inspirere hinanden i musikken.
Billetter til koncerterne kan købes her:
09.04.2021 - Christianskirken, Sønderborg
10.04.2021 - Sct. Nicolai Kirke, Aabenraa
11.04.2021 - Nordborg Kirke, Nordborg