Nyhed

Koncert- og festivalbranchen: ”Vi vil ha’ festen tilbage!”

GAFFA.dk – alt om musik

Smukfest er gået sammen med andre arrangører for at få kulturoplevelser tilbage – på en forsvarlig måde.

Koncert- og festivalbranchen går nu sammen for at nå ud til Danmarks politikere med et budskab om, at de vil kæmpe for at få kulturlivet tilbage. Det skal naturligvis ske på en forsvarlig måde, men branchen tror på, at dette kan lade sig gøre – og de vil kæmpe kampen.

Walther & Co., arrangørerne af Smukfest, har sendt en pressemeddelelse ud, hvori det fortælles, at de nu er gået sammen med resten af festivalernes og koncerternes bagland, med formålet at ”kradse ekstra på døren hos politikerne for at komme på banen med sundhedsforsvarlige løsninger, der kan føre os tilbage foran scenerne.”


"Lige nu er det lidt med festivaler, som det er med Julemanden – vi bliver sgu nødt til at tro. Tro på, at der findes en vej ud i bøgeskoven, når sommeren 2021 rammer Danmark. Og det gør vi! Vi tror på, at der både bliver plads til fadøl, Arizona-burgere, koncerter og syngen med hjertet. Og imens vi tror, så arbejder vi også systematisk på sagen."

Pressemeddelelsen kommer i forlængelse af, at Roskilde Festival netop har offentliggjort en masse nye artister. Som kommentar til dette skriver Smukfest: ”Roskilde Festival ser ligesom os frem mod 2021 med et lyst sind. Vi står sammen, og vi står stærkt!”

LÆS OGSÅ: Roskilde Festival klar med 29 navne – og tanker om fremtiden


Smukfest arbejder blandt andre sammen med Roskilde Festival, Tinderbox, NorthSide og Live Nation, og man kan læse mere om samarbejdet i denne artikel bragt af Dansk Live.

"Med afsæt i vores ambitioner er vi allerede godt i gang med forberedelserne af Smukfest 2021. Der er allerede næsten 30 skarpe navne på plakaten, der i løbet af vinteren og foråret vil tre-, fire- og femdoble sig. I dejlig parallel til det har 95 procent allerede i august overført deres partoutbillet til næste år, og endagsbilletsalget er i gang. Det er vi overordentligt glade for – tak for jeres fortsat fantastiske opbakning!

Man kan løbende orientere sig om Smukfests corona-politik på denne FAQ-side, hvor spørgsmål som ”Hvordan griber I det an?”, ”Hvordan kommer Smukfest 2021 til at være?” og ”Skal jeg være vaccineret for at deltage i Smukfest?” besvares.


ANNONCE