x

Grammy-showet udskudt

Grammy-showet udskudt

Billedet: Nogle af årets nominerede: Dua Lipa, Beyoncé, Billie Eilish, Taylor Swift

Skubbes halvanden måned

Få uger før den skulle have fundet sted, er årets Grammy-uddeling blevet udskudt halvanden måned, fra 31. januar til 14. marts, skriver arrangørerne på showets hjemmeside. Årsagen er den stadig meget udbredte coronavirus i Californien, hvor hospitalerne nu er under pres.

I forvejen skulle Grammy-showet have fundet sted i en corona-sikret udgave, uden publikum og med kun vært og optrædende på scenen et endnu ikke offentliggjort sted i Los Angeles, og vinderne skulle have deres priser overrakt virtuelt.

Grundet det stigende pres på sygehusvæsenet har arrangørerne dog valgt at udskyde prisshowet. Ifølge NME slog Californien en kedelig rekord den 4. januar med 74.000 nye smittetilfælde i Californien på et døgn.

LÆS OGSÅ: Grammy-nomineringer 2021: Kvinderne fører – også i rockkategorierne

Det prestigefyldte prisshow har også oplevet andre former for modgang. Tre ud af fem nominerede i kategorien "Best Children's Album" har således trukket sig i protest over manglende diversitet i feltet. Tidligere har The Weeknd desuden udtalt, at Grammy-komitéen er "korrupt" efter ikke at blive nomineret overhovedet, selvom han har haft et globalt kæmpehit med albummet After Hours og singlen "Blinding Lights".

LÆS OGSÅ: The Weeknd udeladt af Grammy-nomineringer: ”Korrupt”

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA