Nyhed

Musikeren bag Coronakoncerter boykotter streaming og sociale medier

GAFFA.dk – alt om musik

“Hvis der er én ting, 2020 har lært mig, så er det, at folk værdsætter musik utrolig højt"

Det så vidt vides allerførste koncertinitiativ i Danmark efter coronanedlukningen 11. marts sidste år kom fra bassisten Mathæus Bech, der lancerede de livestreamede koncerter coronakoncerter.dk fra sit hjem mindre end 24 timer senere. Konceptet, der senere blev flyttet til Koncertkirken på Nørrebro, blev et hit med flere end 100 musikere, blandt andre Dreamers' Circus, Lydmor og Peter Sommer, der sammenlagt nåede ud til omkring 500.000 danskere og hjalp med at indsamle penge til de økonomisk hårdt trængte musikere.

Selvom Mathæus Bech altså brugte streaming og sociale medier til at nå ud med koncerterne, har han besluttet sig for at droppe netop streaming og sociale medier, når han udgiver sit første soloalbum i løbet af foråret. Dette album vil ikke være at finde på nogle streamingtjenester, men udkommer kun fysisk på vinyl og ved digitalt salg gennem tjenester som Bandcamp, Patreon og Kickstarter.


“Hvis der er én ting, 2020 har lært mig, så er det, at folk værdsætter musik utrolig højt og også prissætter det højere, end de fleste af os musikere selv tør. Vi havde vænnet os til en virkelighed, hvor det var normalt, at man skulle give sine kunstværker væk gratis, men danskernes villighed til at støtte op om kunsten i coronatiden har givet mig modet til at prøve at ændre den virkelighed,” fortæller Mathæus Bech i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Man plejer jo at sige, at man ikke skal bide den hånd, der fodrer en, men jeg er i den privilegerede situation som musiker, at jeg tjener så lidt på streaming, at hånden slet ikke fodrer mig, og derfor tør jeg bide,” fortæller han.

Her henviser Mathæus Bech blandt andet til sensommerens ophedede debat omkring YouTube, da den Google-ejede gigant blokerede for al dansk musik i to måneder fra 1. august til 1. oktober for at lægge pres på forhandlinger med de nordiske musikbrancheorganisationer om afregning. Parterne kom dog til enighed i slutningen af september, og den danske musik vendte tilbage på YouTube.


LÆS OGSÅ: Dansk musik tilbage på YouTube

Mathæus Bech har også lavet en nytårstale på Vimeo (som han også vil forlade), hvor han uddyber, hvorfor han ikke vil lægge sin kunst på sociale medier. ”Det er som at smide Mona Lisa på lossepladsen,” siger han blandt andet.

Se nytårstalen nedenfor.

Mathæus Bech NYTÅRSTALE 20/21 from Mathæus on Vimeo.


 


 

 

ANNONCE