GAFFA.dk – alt om musik
Hun hørte første gang sangen i filmen School of Rock
Det 10-årige britisk-sydafrikanske stortalent Nandi Bushell har gjort sig særdeles positivt bemærket med en række tromme-videoer i det forgangne år. Hun fortsætter stimen med en ny video, hvor hun fortolker Led Zeppelin-klassikeren "Immigrant Song" med sig selv på trommer, bas, guitar, loop-station – og sangens karakteristiske intro-skrig, om end hun dog ikke begynder at synge. Se videoen ovenfor.
Nandi Bushell lagde videoen op lørdag den 9. januar, hvor Led Zeppelins guitarist Jimmy Page fyldte 77 år. Under videoen skriver hun, som NME gør opmærksom på:
"Den første gang jeg hørte "Immigrant Song" af Led Zeppelin var i filmen School of Rock, hvor Jack Black kører varevognen, drejer sig rundt og skriger "ahh-aah". Den bedste film nogensinde."
Hun tilføjer:
"Jeg har elsket Led lige siden. John Bonham og hans søn Jason Bonham er begge to utrolige trommeslagere."
"Immigrant Song" indleder Led Zeppelins tredje album, Led Zeppelin III fra 1970. Jimmy Page har endnu ikke kommenteret fortolkningen offentligt.
I sidste uge var Nandi Bushell også ude med en video, og her fortolkede hun Blur.
LÆS OGSÅ: VIDEO: 10-årige Nandi Bushell fortolker Blurs "Song 2"