Nyhed

Tessa annoncerer første headliner-koncerter

GAFFA.dk – alt om musik

Rapper løs i oktober

Tessa skulle i december have givet sine første og forlængst udsolgte indendørs headliner-koncerter på henholdsvis Train og Vega, men de blev desværre aflyst grundet corona-restriktionerne. Nu er den succesfulde og direkte Hundige-rapper klar til at annoncere to nye koncerter, og de kommer til at finde sted nogle noget større steder, end det oprindeligt var planlagt, nemlig i Aarhus Congress Center 2. oktober og KB Hallen 9. oktober.

"Jeg græder virkelig, når jeg tænker på de her debutkoncerter. Det seneste år har alt været mærkeligt og cancelled. Efter aflysningen af mine koncerter i december har vi lige trukket vejret og afventet situationen. Men nu er vi klar til at annoncere med et kæmpe fucking spektakel. Det her bliver the real deal. Jeg glæder mig helt afsindigt til at spille min musik LIVE for jer – og jeg er allerede gået i knivskarp træning," udtaler Tessa i en pressemeddelelse.


De oprindeligt planlagte koncerter på Train og Vega blev i sin tid udsolgt på blot to minutter ifølge bookingbureauet Copenhagen Music – vel at mærke inden corona-nedskaleringen af stedernes kapacitet.

Tessa indledte karrieren i juni 2019 med nogle freestyle-videoer, der gik viralt på Instagram. Kort efter udgav hun debutsinglen "Snakker for meget" og gav sin første koncert på Roskilde Festivals Countdown-scene, og siden er det bare gået fremad med en stribe singler og masser af streams. Faktisk har hun ifølge Copenhagen Music i alt 73 millioner streams på de forskellige platforme, og for nylig gik hendes nytårstale i DR2's Deadline viralt.

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt gæster Tessa og Orgi-E i ny musikvideo


Tessa er ifølge Orgi-E fra Suspekt "Det vildeste, der sket i dansk rap i ti år", og i efteråret udgav de to sammen sangen "Blæstegnen" – en hyldest til deres fælles hjemstavn, den københavnske Vestegn.

Tessa kan opleves her:

02.10.2021 – Aarhus Congress Center – Aarhus


09.10.2021 – K.B. Hallen – København

Billetsalget begynder mandag den 25. januar klokken 10. Billetter kan købes på tessaokay.dk.

Varm op med videoen til "Blæstegnen" – med Vestegnens Helle Thorning-Schmidt i en cameo-rolle:


 

ANNONCE