x

Marwan udsender ny video med Kidd – og offentliggør album


Nyt album på gaden 12. februar

Rapperen Marwan er aktuel med singlen og videoen ”Alt med måde" featuring Kidd, som du kan se ovenfor. Han annoncerer samtidig sit sjette album, Rød, som er på gaden 12. februar.

Musikken og det visuelle i den West Coast-inspirerede "Alt med måde" afspejler en fortælling, hvor hiphop ikke kun er en musikgenre. Det er en kultur, en livsstil. Det handler om at være på toppen, men samtidig at være afbalanceret, altså alt med måde.

Teksten giver det hele ekstra kant, men levner også plads til humoren, som trods alt opstår i køligheden. En humor, der er underspillet, men teksten tilføjer også en ekstra dimension til Marwans modstandskunst og giver en syngende lussing til det borgerlige Danmark: ”Har I noget stof til eftertanke, eller er I bare ignorante?” lyder det blandt andet. 

Den dansk-palæstinensiske rapper fra Aarhus V trækker ordene op fra bunden af sin stemme, så de får en truende klang og rytmik, som hjælper med til at iscenesætte ham som aarhusiansk gangster. Han svælger i det søde liv, der på komisk vis er defineret ved, at man lever i et overflodssamfund.

Marwan har tidligere samarbejdet med Shooter Gang, L.O.C og Chatle. Det kommende album vil ifølge hans pladeselskab Universal Music indeholde nogle af landets mest lovende talenter og samle generationerne i dansk hiphop.  

LÆS OGSÅ: MARWAN-ANMELDELSE: Iskold mentalitet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA