Nyhed

UNDERSØGELSE: De danske kulturforbrugere er trygge ved livearrangementer under Covid-19

GAFFA.dk – alt om musik

92 procent har følt sig trygge ved at deltage i events under Covid-19

De danske kulturforbrugere er trygge ved livearrangmenter under Covid-19. Det er konklusionen på en ny undersøgelse foretaget af koncert- og festivalarrangørernes brancheorganisation Dansk Live og billetudbyderen Ticketmaster. Næsten 12.000 personer er blevet spurgt, primært købere af billetter til Ticketmasters arrangementer, og de er udvalgt repræsentativt i forhold til Ticketmasters kunder. Derunder har Dansk Live og Ticketmaster spurgt om deltagere via bannere og sociale medier.

Af de adspurgte svarer 92 procent, at de har følt sig trygge ved at deltage i events under Covid-19. 93 procent svarer, at de gerne vil beholde deres billet til en flyttet event, og 93 procent er tilfredse med billetformidlerens håndtering af deres refundering.


91 procent har forståelse for prisstigninger på billetter på grund af Covid-19, og 88 procent mener, at liveoplevelser har betydning for trivsel og livskvalitet. 87 procent vil acceptere tiltag som negativ coronatest, vaccinepas eller lyntests i forbindelse med entré.

82 procent forventer at bruge det samme eller flere penge på liveoplevelser efter Covid-19. 71 procent har allerede købt billet til en eller flere fremtidige liveevents, og 63 procent siger, at de vil bruge flere penge på liveoplevelser for at støtte branchen.

Kun 2 procent siger, de har mindre tillid til livebranchen efter Covid-19.


”Det er positivt, at så stor en del af kulturforbrugerne er positive i forhold til de tiltag, der potentielt bliver indført i forbindelse med livearrangementer. Vi kommer formentlig til at leve med corona i en god rum tid endnu, og det betyder, at der er brug for at tage nye løsninger i brug,” fortæller Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Det nyligt lancerede coronapas er et initiativ, som vi mener er vigtigt for at kunne genåbne spillesteder og gennemføre festivaler på forsvarlig vis. Et coronapas bør dække bredt, således at det både viser, om man er vaccineret, har en negativ test eller antistoffer i kroppen.”

Ni procent af de adspurgte var i alderen 18-29 år, 32 procent i aldersgruppen 30-49 år, 52 procent i aldersgruppen 50-69 år, og syv procent var over 70 år.


Læs hele undersøgelsen her.

LÆS OGSÅ: S-kulturordfører: Vi er i tæt dialog med festivalerne om fremtiden

ANNONCE