Nyhed

Iris Gold indspiller album med Eurythmics-legende

GAFFA.dk – alt om musik

Iris Gold og Dave Stewart er gået i studiet på Bahamas

Iris Gold er gået i studiet for at indspille et album med musikeren og produceren Dave Stewart, kendt som halvdelen af det succesfulde 80'er-band Eurythmics. Albummet bliver indspillet i Stewarts studie på Bahamas, hvor han bor, og udgivet på hans eget selskab, Bay Street Records.

"Jeg hørte første gang om Iris via app'en Trackd, der er som et studie i din lomme," fortæller Stewart i en pressemeddelelse og fortsætter: "Vi prøvede at skrive en sang på afstand, og jeg kunne lide hendes stil, så vi blev enige om at mødes i London. Så snart jeg mødte hende, vidste jeg, at hun var noget særligt, så jeg bad hende synge en sang i det show, jeg skulle spille på Nile Rodgers' Meltdown Festival, og hun var med mig på scenen i Royal Festival Hall. Jeg kunne høre under prøverne, at hun havde en masse uudløst power i sin stemme, og til koncerten lyste hun virkelig scenen op. Det var der, jeg fik idéen til at lave en plade med hende," siger Stewart og fortsætter:


"Det var i august 2019, og vi holdt kontakten i hele 2020, mens vi overvejede, hvordan vi kunne gøre det, når der var Covid over det hele, og vi var tusinder af kilometer fra hinanden. For et par måneder siden fandt vi på en måde, hvorpå vi kunne være i det ramme rum her i Caribien, og via en meget kompliceret rejse nåede Iris omsider frem hertil, og nu er vi midt i at lave et stort album."

"Vi er interesserede i at lave musik fra forskellige genrer, så længe kunstneren er "the real deal". Iris er helt sikkert i den kategori. Hun lever og ånder for musik og har en unik stil. Den måde, hun blander hiphop og psychedelia på, er noget helt særligt. Hvad det end er, er det f****** godt."

Iris Gold udtaler selv: "Jeg er fascineret af alle former for musik, og Dave forstår den vision bedre end nogen anden. At arbejde med ham er en drøm".


Iris Gold har givet talrige koncerter i adskillige lande, spillede til GAFFA-Prisen 2018 og udgav i 2019 sit debutalbum Planet Cool, som GAFFAs anmelder var godt tilfreds med. Kort efter optrådte hun for den franske præsident Emmanuel Macron i hans embedsbolig, Élyséepalæet.

LÆS OGSÅ: Iris Gold skal optræde for Frankrigs præsident

Dave Stewart udgjorde sammen med sanger Annie Lennox den succesfulde duo Eurythmics, som op gennem 80'erne storhittede med sange som "Sweet Dreams (Are Made of This)", "There Must Be an Angel", "Thorn in My Side" og mange flere. I 1990 gik de hver til sit for at indlede solokarrierer, men blev genforenet i perioden 1999-2005. Gruppen har solgt cirka 75 millioner plader. Dave Stewart har også arbejdet som producer for en lang række andre kunstnere, blandt andre Tom Petty and the Heartbreakers, Mick Jagger og Ringo Starr.


Se Iris Gold til GAFFA-Prisen 2018:

ANNONCE