Nyhed

REPORTAGE: Oh Land inviterede indenfor i sit særegne musikalske univers hos Samsung Music Galaxy

GAFFA - alt om musik

Koncertscenerne er stadig lukkede, men onsdag den 10. marts gav Oh Land alias Nanna Øland Fabricius en særlig livestreamet optræden via Samsung Music Galaxy. Her svarede hun også på spørgsmål fra sine fans, og man kunne komme helt tæt på den kompromisløse kunstner og hendes særlige musikalske univers. Helt bogstaveligt, da kameraet zoomede ind på både Oh Land og de mange særegne instrumenter i det pastelfarvede studie. Instrumenter, som Oh Land forklarede man jo ikke kan se på så tæt hold til en almindelig koncert med hende. 

Og helt almindelig var koncerten bestemt ikke, men snarere som en eksklusiv tur i øvelokalet. Det eneste, der lå fast var numrenes rækkefølge. Hvilke instrumenter der skulle spilles på og hvordan, blev bestemt på stedet, og Oh Land og hendes to musikere havde ikke øvet forinden, fortalte hun – om end deres mangeårige erfaring sikrede, at de ikke rystede på hånden undervejs.


Alle billederne er taget med Samsung Galaxy S21 Ultra 5G

Oh Land havde medbragt sine samarbejdspartnere, tangentspiller Adi Zukanovic og trommeslager og percussionist Hans Hvidberg-Hansen, der begge – også klædt i pastelfarver – ligeledes kastede sig over forskellige former for elektronik i løbet af deres optræden. Instrumentparken talte adskillige både analoge og elektroniske tangentinstrumenter som klaver, orgel, Mellotron og flere keyboards samt akustiske og elektroniske trommer, et gammeldags spolebånd med blandt andet præindspillede strygere samt fantasifulde former for slagtøj. Oh Land havde blandt andet fundet på at tilkoble sin søns Batman-legoklodser og sin hunds vandskål til Hans Hvidberg-Hansens elektroniske percussion-setup som et lille lydeksperiment – og det fungerede fremragende.

På den lille time fremførte Oh Land i alt otte sange fra rundt om i sit bagkatalog, der tæller fem studiealbum. Hun holdt også verdenspremiere på et helt nyt nummer, den smågroovy ”Listen a Little Less”, der udkommer på single fredag den 26. marts og handler om ikke at lytte for meget til andres meninger, men om at stole på sin indre intuition. 


Nanna Øland Fabricius svarede også på spørgsmål fra fans mellem sangene. En fan spurgte, hvad der inspirerede Oh Land til at skabe musik. Hendes svar var, at hun begynder at skrive, når hun står over for et problem – og hendes musik er så hendes forsøg på at løse problemet. Og hun lovede, at hun har mere musik på vej inden længe.

Lige knap 20.000 personer har allerede set Oh Lands særlige liveoptræden, og du kan stadig nyde den på musicgalaxy.dk

ANNONCE