x

Festivalarrangør laver gratis opkvalificerings-forløb for fremtidens kulturskabere

Festivalarrangør laver gratis opkvalificerings-forløb for fremtidens kulturskabere

Organisationen bag Strøm Festival kalder opkvalificeringsforløbet for K101

Kulturbranchen kan virke som en lukket klub, hvor det er umuligt at komme ind, hvis man ikke kender de helt rigtige mennesker eller i forvejen har et tætpakket CV. Det kan få nogle unge til at droppe drømmen om et liv som kulturskabere.

Dette vil organisationen Strøm, der blandt andet står bag den elektroniske festival Strøm Festival, lave om på ved at give 15 unge mellem 18 og 30 år chancen for at blive optaget på det nye opkvalificeringsforløb for fremtidens kulturskabere K101. På forløbet får deltagerne konkrete nye værktøjer og arbejdsmetoder, som de derefter får afprøvet i forbindelse med virkelige arrangementer, for eksempel under årets Strøm Festival.

"Vores undervisere tager udgangspunkt i den enkelte deltager, og hvor de er i deres individuelle udvikling. På den måde lærer de aktivt at sætte sig selv i spil i kulturlivet og kulturen i spil i samfundet. De kommer til at bruge Strøms og andre virkelige kulturarrangementer som konkrete cases i undervisningen, hvilket giver os mulighed for at have en praktisk hands-on approach, som ellers ikke ville være mulig," fortæller Strøm.

Undervisningen bliver varetaget af erfarne kulturfolk samt Strøms egne medarbejdere. Undervisningen inkluderer emner som frivillighed, diversitet og ligestilling i kulturbranchen, brugen af urbane rum og digitale kulturoplevelser.

Strøm opfordrer alle unge til at søge – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, religion eller lignende:

"Optagelsen på K101 er baseret på passion og personlighed mere end erfaring. Strøm ønsker desuden at fremme ligestilling og mangfoldighed, og derfor prioriteres en divers sammensætning af deltagere på holdet," lyder det fra Strøm.

Forløbet har opstart i juni og løber indtil oktober. Ansøgningsfristen er den 30. april 2021. Læs mere om detaljer og ansøgningsproces lige HER 

LÆS OGSÅ: Ny podcastserie sætter fokus på mental sundhed i musikbranchen


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA