Nyhed

Sådan genåbner spillestederne

GAFFA.dk – alt om musik

Kulturministeren anbefaler at planlægge efter de restriktioner, der gjaldt sidste efterår

Mandag den 22. marts blev ni ud af Folketingets 10 partier enige om genåbningsplan, der blandt andet indebærer, at spillestederne kan genåbne den 6. maj efter at have været tvangslukkede siden midten af december. For at få adgang til spillestederne skal man fremvise et coronapas, der viser, at man enten er vaccineret mod corona, er testet negativ inden for 72 timer (enten med PCR-test og antigen-test) eller tidligere har været smittet med coronavirus.

Det fremgik dog ikke særligt tydeligt, da genåbningsplanen blev præsenteret, om spillestederne skal genåbne med de samme restriktioner, som de var underlagt sidste år – altså med krav om, at tilhørerne skal sidde ned og med afstand, og at spillestederne maksimalt må lukke 500 tilhørere ind – eller om de skal være underlagt nogle andre restriktioner eller måske slet ingen.


GAFFA har kontaktet Kulturministeriet for at høre nærmere. Her henviser man til aftaleteksten om genåbningen, hvor man kan læse følgende: "Hvilke konkrete smitteforebyggende tiltag der skal tages, forhandles af aftalepartierne på baggrund af et fagligt oplæg fra myndighederne."

Desuden står der i aftaleteksten: "Der vil i alle faserne (af genåbningen, red.) fortsat gælde relevante smitteforebyggende tiltag – og disse vil blive diskuteret i sektorpartnerskaberne på baggrund af oplæg fra myndighederne. Der vil f.eks. være tale om begrænset åbningstid, kvadratmeterkrav, krav og anbefalinger om brug af mundbind, begrænsning af samlet antal publikummer, siddende publikum mv., og der vil gælde retningslinjer vedrørende afstand, hygiejne mv."

De såkaldte sektorpartnerskaber er en lang række professionelle aktører fra kulturlivet, blandt andet Dansk Live, der organiserer landets koncertarrangører og festivaler.


Gør som før nedlukningen

I går udtalte kulturminister Joy Mogensen følgende til DR:

"Mit bedste bud til teatre, spillesteder og andre, der sælger billetter, er at kigge på de restriktioner, der gjaldt, da de lukkede ned, og så planlægge ud fra det, indtil der kommer nogle klare retningslinjer, sagde kulturministeren og fortsatte:


"Hvis det så viser sig, at retningslinjerne er ændret på nogen måde, så har vi vedtaget en aktivitetspulje, der gør, at man har den økonomiske sikkerhed for at kunne gennemføre forestillinger – også med tab."

Der er ikke i aftaleteksten angivet nogen deadline for, hvornår de nye anvisninger skal være klar, men fra Kulturministeriet er meldingen, at det vil ske hurtigst muligt.

Heller ikke interesseorganisationen for festivaler og spillesteder i Danmark ved nærmere end den oficielle udmelding. Esben Marcher, sekretariatschef for Dansk Live, udtaler følgende til GAFFA: 
 
– Der er ikke nogen restriktioner på plads endnu, og spillestederne ved reelt ikke, hvad de kan åbne til.
ANNONCE