Nyhed

PREMIERE: Brimheims nye video er en hyldest til kærligheden

GAFFA.dk - Alt om musik

Rød er kærlighedens farve i Brimheims nye, minimalistiske musikvideo

Den dansk-færøske sanger, sangskriver og musiker Brimheim – med det borgerlige navn Helena Rebensdorff – har i dag udgivet en musikvideo til sin seneste single ‘’Call It What You Want’’. 

Sangen er en en hyldest til kærligheden, og nummeret handler blandt andet om nogle af de udfordringer, som Brimheim og hendes kone har stået over for som homoseksuelt par, heriblandt manglende accept fra sangerindens svigerforældre, særligt moderen, som Brimheim af samme grund aldrig har mødt. 


På ‘’Call It What You Want’’ mindes Brimheim den første gang, hun skulle overnatte hos sin kone i forældrenes lejlighed – uden at forældrene var hjemme – og om de følelser, der er knyttet til mindet; en frygt for at blive opdaget og en stærk sympati med sin kone, der har skullet leve med dén frygt og med følelsen af ikke at blive accepteret hele sit liv.

I videoen, der er instrueret af Hey Jack, får den røde farve langsomt lov at fylde mere og mere, indtil scenerne i videoen til sidst bliver helt røde – ligesom kærligheden mellem Brimheim og hendes kone i sidste ende har fået lov at blive altoverskyggende, på trods af de udfordringer og den modstand, som forholdet har mødt. 

‘’Min ambition med sangen er, at lytteren skal føle sig inviteret ind i et rum, hvor der er smerte og melankoli, men samtidig er fyldt med håb, kærlighed, udholdenhed og varme’’, fortæller hun om nummeret i en pressemeddelelse


Brimheim udgav debut-ep’en Myself Misspelled i oktober sidste år. ‘’Call It What You Want’’ udkom som single i starten af måneden og leder op til det album, som hun arbejder på for tiden, men som endnu ikke har en officiel udgivelsesdato.

Læs også: BRIMHEIM-INTERVIEW: ”Der ligger en kæmpestor styrke i at omfavne identitetskrisen” 

Se videoen her:

ANNONCE