GAFFA.dk – alt om musik
"Vi melder ud hurtigst muligt, når vi ved, hvad politikerne beslutter om restriktionerne"
Ekspertgruppen for store arrangementer har i dag afleveret sine anbefalinger til, hvordan større forsamlinger kan afholdes sundhedsmæssigt forsvarligt. Ekspertgruppens arbejde bliver nu overdraget til partierne bag rammeaftalen for genåbning af Danmark.
For festivalerne gælder det, at der i fase 1 anbefales maksimum 2000 stående deltagere i sektioner med 200 personer, i fase 2 maksimum 10.000 stående deltagere i sektioner med 2000 personer, og camping er ikke tilladt. I begge tilfælde er fremvisning af coronapas en forudsætning.
Ekspertgruppen anbefaler, at fase 2 igangsættes, når alle over 50 år, der ønsker det, har fået første vaccinestik.
Dermed ser det mildt sagt sort ud for mange af sommerens store festivaler, i hvert fald hvis de skal kunne gennemføres bare nogenlunde som vanligt.
Derimod er det lidt usikkert, hvordan det forholder sig for en mellemstor festival som Tisvildeleje-festivalen Musik i Lejet, der har en kapacitet på lidt over 10.000 personer og har camping. Derfor er festivalen gået i tænkeboks.
'Vi er som organisation nødt til at gå i tænkeboks og vurdere, om det er realistisk at gennemføre festivalen i 2021. I den vurdering er det helt afgørende, at vi kan levere en oplevelse, der oplevelsesmæssigt kan stå på mål med den Musik i Lejet, vi kender og som vores gæster forventer," fortæller Peter Maarbjerg, Formand for Musik i Lejet i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Vi er vildt taknemmelige over for alle, som i over et år trofast har beholdt deres billet og har ventet på at komme på Musik i Lejet. De fortjener en fed oplevelse, og meget gerne til sommer. Vi melder ud hurtigst muligt, når vi ved, hvad politikerne beslutter om restriktionerne, og hvad de så betyder for Musik i Lejet til sommer. Vi håber på jeres forståelse."
Festivalen bliver efter planen afholdt 22.-24. juli og har længe været udsolgt, da kun cirka 50 af billetkøberne fra den aflyste 2020-festival valgte at få refunderet deres billet, mens resten har gemt den til 2021-udgaven.
På årets plakat finder man blandt andre Malk de Koijn, Jada, Tessa og Anne Linnet.
LÆS OGSÅ: Ekspertgruppens anbefalinger er klar – festivalerne reagerer