Nyhed

5000 var samlet til koncert: Ingen smittespredning

GAFFA.dk – alt om musik

Arkivfoto fra en anden koncert

5000 var samlet til koncert i Barcelona med mundbind, men uden afstand

Resultaterne fra et videnskabeligt forsøg i Barcelona med 5000 personer samlet til en koncert i slutningen af marts er nu klar, og de lover godt, skriver BBC.


Koncerten fandt sted i arenaen Palau Sant Jordi med det populære spanske indiepopband Love of Lesbian. De 5000 deltagere var blevet testet negative for Covid-19 og skulle bære mundbind under koncerten (bortset fra under indtagelse af mad og drikke), men var ikke underlagt restriktioner om afstand, ligesom alkohol var tilladt.

I de følgende to uger blev kun seks personer, der havde overværet koncerten, testet positive for Covid-19, hvoraf de fire med sikkerhed var blevet smittet andetsteds. Smitteraten var dermed dobbelt så lav for koncertgængerne som for befolkningen i Barcelona generelt, hvis man ser på alderen for dem, der blev smittet til koncerten.

"Der er ikke noget tegn på, at der fandt smittespredning sted ved begivenheden," fortalte Josep Maria Llibre, specialist i infektionssygdomme ved en konference tirsdag.


Bandet Love of Lesbian, der stod for musikken til koncerten, skriver på Twitter:

"Vi håber, at fra nu af, efter disse excellente resultater, vil kulturlivet blive lyttet til, som det fortjener."

Begivenheden var en af de største koncerter i Europa siden nedlukningen i marts 2020. Et lignende eksperiment med cirka 1500 personer fandt sted i Holland i december 2020 – her fandt der heller ikke nogen nævneværdig smittespredning sted.


LÆS OGSÅ: Ekspertgruppens anbefalinger er klar – festivalerne reagerer

ANNONCE