GAFFA.dk – alt om musik
Sangeren er glad for ændringen, men stadig ikke tilfreds med den prestigefyldte prisfest
Grammy Awards annoncerede i sidste uge, at de ændrer den traditionelle udvælgelsesprocedure, hvor en hemmelig komite af 15-30 akademi-medlemmer udvælger årets nominerede bag lukkede døre. Det er sket på baggrund af kritik fra blandt andet sangeren The Weeknd, som nu fortæller, at han stadig ikke ønsker at deltage i prisuddelingen, på trods af den seneste procedureændring.
"Selvom jeg ikke sender min musik, vil Grammys nylige erkendelse af korruption forhåbentlig være et positivt træk for fremtiden for denne plagede pris og give kunstnerfællesskabet den respekt, det fortjener, med en gennemsigtig afstemningsproces", udtalte sangeren for nylig til The New York Times.
Hvor det hidtil har været en hemmelig komite af 15-30 industrieksperter, der har fået lov at træffe beslutningen om, hvilke artister der skal nomineres, bliver det nu i stedet alle 11.000 medlemmer af The Recording Academy, som står bag Grammy Awards, der får lov at afgive en stemme.
The Weeknds utilfredshed kommer blandt andet, efter at hans 2020-album After Hours ikke modtog en eneste nominering til årets prisuddeling på trods af at have været en af årets mest succesfulde udgivelser. Sangeren ser dog organisationens problemer med favorisering og korruption som så store, at den nylige ændring af nomineringsproceduren ikke er nok til at ændre hans syn på Grammy-prisuddelingen:
"Tilliden er blevet brudt for så lang tid siden mellem Grammy-organisationen og kunstnere, at det ville være uklogt at hæve et sejrsflag. Jeg tror, at både branchen og offentligheden er nødt til at se det gennemsigtige system virkelig i spil for, at sejren skal fejres, men det er en vigtig start," har han udtalt til Variety, hvor han tilføjer:
"Jeg er fortsat uinteresseret i at være en del af Grammys, især med deres egen indrømmelse af korruption i alle disse årtier. Jeg vil ikke indsende musik i fremtiden".
LÆS OGSÅ: Grammy-showet ændrer procedure efter anklager om korruption